Talsmand for Nibe Festival, Peter Møller Madsen, skriver på vegne af Nibe Festival dette mindeord over Anette Trikker (Tulle), som er afgået ved døden:

TAK, kæreste Tulle

Du kæmpede i så mange år for DIN ret til at være her – for livet. Tak fordi du gav den her møgsygdom så megen modstand. Tak for vores samtaler gennem et langt liv. Tak for, at du tog festivalen til dig som et andet barn – også når sygdommen drillede. For ja, du lavede festival, lige til du rejste videre natten til 2. pinsedag.

Jeg husker tydeligt, da du som barn til Sildemarkedet lavede en lille gadebutik udenfor Trikker Gården i St. Algade. Du sad der uimodståelig med alle dine krøller og charmerede alt og alle.

Og jeg husker, da vi i starten af 80’erne var på Roskilde Festival. Planen var vist, at jeg skulle passe på dig – men det var ikke nemt, når jeg havde nok at gøre med at passe på mig selv.

Tulle, du er én af en lille håndfuld, som har været medhjælper til samtlige festivaler. Festivalen har ubetinget haft en særlig plads i dit hjerte siden begyndelsen i 1985. Vi har altid kunnet regne med dig – selv de år, hvor du blev til to: først med Fie, senere med Jens Anton. Selv under hård behandling leverede du både fagligt, socialt og menneskeligt.

Tulle, vi kommer til at savne dig SÅ meget – dit humør, din fightervilje, dit engagement, dit omsorgsgen, din åbenhed og ærlighed, din gejst, dit selskab. Ja – ALT ved dig. Vi vil savne dig i bybilledet, på festivalkontoret, til Stafet For Livet, i det vigtige sociale rum – her, der og alle vegne. Og naturligvis op til, under og efter festivalen – og selvfølgelig også til fremtidige festivaler.

Vi vil savne øjeblikke som dengang, du uselvisk arrangerede surprise ”kobberbryllup” for Suspekt, da de ankom. Vi vil spejde efter din hjertevarme og vilde energi i Musikerbyen – det store setup, du styrede med dit team. Artisterne vil savne dit smil og dine kvikke bemærkninger. For dig var alt muligt.

Men vi ved også, at du ville sige: ”Kom nu videre” – og det skal vi, hver i vores tempo.

Tulle, du kæmpede i mange år mod den ondskabsfulde sygdom. Du tabte ikke kampen – du vandt over den i så mange år og formåede, selv når det var allersværest, at vende det til noget positivt.

Hanne og jeg besøgte dig sidste gang på hospice – tre døgn før du rejste. Det var en god og stærk oplevelse at mærke din taknemmelighed over at være dér, og hvor meget du satte pris på personalet, Chris, Jens Anton, Fie, Asger, de to små, din mor. Du beklagede dig ikke, men fokuserede til det sidste på alt det, livet havde givet dig. Sådan var du – også den torsdag på Vangen.

Tulle, vi ses – selvfølgelig – på den anden side. Hils Madsen, Larsen og alle de andre musikere, som nu får glæde af dit selskab backstage deroppe.

Nu sidder vi alle tilbage efter Tulles smukke og kærlighedsfyldte bisættelse og mindesamvær. Tankerne går til Chris, som har mistet en elsket hustru. Til Fie og Jens Anton, som har mistet en fantastisk og hjertevarm mor. Til Asger, en kærlig papmor. Til børnebørnene, en nærværende mormor. Til Lotte, en elsket datter. Og til resten af familien og vennekredsen, som har mistet en enestående og central personlighed.

Byen har mistet en meget værdsat og vildt engageret borger. Festivalen har mistet en pioner, en kulturkriger. Venner og familie har mistet noget af det allermest centrale. Stafet For Livet har mistet en tonser og ambassadør – både på festivalens store hold og generelt. Og Tulles store festivalteam har mistet en dygtig og dybt respekteret leder.

Jeg har personligt mistet ikke bare en ven gennem mange år – men også en festivalbuddy gennem hele festivalens levetid.

Til gengæld har vi alle vundet så meget og fået så meget kærlighed, empati, engagement og fightervilje fra Tulle – noget at bygge videre på. Det er dét, vi skal tage med os i vores minder. Det, der skal hjælpe os med at udfylde det enorme tomrum, vi nu står tilbage med efter Tulles alt for tidlige bortgang.

Æret være Tulles minde.

Peter Møller Madsen