- Lørdag, 24. juni 2017
Af Camilla Gade
To nye frivillige afdelingsledere skal være med til at løfte festivalen og sikre den fortsatte positive udvikling
Nibe Festivals ledelse bliver nu styrket med to sæt nye hænder. Det sker efter den mangeårige afdelingsleder af barer & boder, Peter Skipper, har måttet træde tilbage fra opgaven på grund af jobskifte.
Ny leder for barer og boder bliver Jannie Dallgaard, og samtidig kommer også Tom Nielsen med ombord i festivalledelsen med ansvar for projektstyring mellem afdelingerne.
Bestyrelsesformand for Nibe Festival Thomas Larsen er rigtig godt tilpas med de kompetente frivillige, der nu bliver en del af ledelsen:
- Da vi valgte at slå stillingen som afdelingsleder for barer og boder op, fik vi rigtig mange gode og kvalificerede ansøgninger, men især to skilte sig ud. Jannie Dallgaard kommer til at stå for organiseringen og den fortsatte drift af vores barer og boder, mens Tom Nielsen får til opgave at projektstyre mellem afdelingerne, så vi blandt andet kan sikre forankring og ikke mindst få udrulningen af vores helhedsplan, der indeholder store og spændende projekter for de næste 3 år, forklarer Thomas Larsen.
Ny chef for barer & boder Jannie Dallgaard var ikke i tvivl, da hun så opslaget fra Nibe Festival: Den måtte hun simpelthen søge!
- Da jeg så stillingen, så vidste jeg, at det var en stilling, hvor jeg havde noget at byde ind med. Jeg har i mange år været en del af Nibe Festival i forskellige roller, og det er med tiden blevet en stor del af mig, forklarer hun, og fortsætter:
- Jeg ser frem til at indtage min nye plads, vel vidende at det er en stor opgave, jeg har påtaget mig. Det at kommunikere med mennesker og skabe muligheder for udvikling er en af mine absolutte styrkesider, og jeg ser frem til at bringe det i spil i festivalregi.
Tom Nielsen har i mange år arbejdet som frivillig medhjælper på festivaler og har derigennem samlet erfaringer. Han glæder sig til at blive del af en så dynamisk organisation som Nibe Festival:
- Jeg glæder mig meget til, at se om mine tanker og ideer kan være med til at bidrage til en fortsat positiv og spændende udvikling af festivalen, siger han.
Tom Nielsen skal stå i spidsen for en helt ny afdeling for projektstyring. En udfordring, han ser meget frem til at tackle.
- Denne nye afdeling ser jeg som et forum for nye, sjove, skøre, betagende og vilde ideer. Det er så vores opgave, at få disse tiltag ført ud i livet og gjort materialistiske, eller lægge dem til side som fremtidige projekter, siger han, og tilføjer:
- Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med alle dem, der også har et festivalhjerte, der banker lidt hurtigere, når talen falder på vores fælles projekt: Nibe Festival.
At de nye ledere frivilligt påtager sig så stort et ansvar, er for Thomas Larsen helt afgørende for festivalens eksistens:
- Det er et kæmpe ansvar, og det er essentielt for, at vi kan fungere som festival. Vores frivillige, både ledere og andre medhjælpere, er fundamentet for, at vi kan afvikle festivalen og samtidig blive ved med at udvikle os fremover. Og når det kommer til vores afdelingsledere, der er samlet i driftskoordinationen, så er det jo her, mange ideer fra de frivillige drøftes, nye fødes og bringes ud i skoven, så vi kan blive ved med at lave den bedste Nibe Festival for vores gæster, siger han.













