Brit Olesen, Haugårdsvej 46, 9670 Løgstør sender dette læserbrev til Nibe Avis:

Sekretær i Nørrekær Enges Vindmølleforening Gunnar Villumsen kan tilsyneladende ikke oplyse, hvilke lokale foreninger, der har tegnet medlemskab i Nørrekær Enges Vindmølleforening, så derfor eftersøger jeg de 15 »hemmelige« lokale foreninger her.

Jeg vil ikke risikere på nogen måde at støtte nogen, som har tegnet medlemskab i Nørrekær Enges Vindmølleforening.

Kort fortalt handler det for Nørrekær Enges Vindmølleforening om ligesom Vattenfall, at ødelægge Nørrekær Enge ved at sætte flere møller op.

Foreningen har samarbejdet med Vattenfall, indtil foreningen nu er blevet bedt om at stille en bankgaranti fra et anerkendt finansieringsselskab inden 19. april 2017.

Det virker meget underligt, at man ikke kan få oplyst, hvilke 15 lokale foreninger det er.

Det er også mærkeligt at en af bestyrelsesmedlemmerne i foreningen selv er i direkte forretning med Vattenfall på en kontrakt.

Formanden i foreningen Emil Olsen oplyser, at målet snart er nået. Hvilket mål er det?

Aalborg Kommune vil støtte foreningen med 10.000 kroner, og det ser jeg som bestikkelse, men når en kommune vælger at bidrage, bør en medlemsliste også være tilgængelig.

Som minimum bør man kunne få at vide, hvilke lokale foreninger der har tegnet medlemskab.

Gør venligst opmærksom på jer selv her og stå ved jeres medlemskab, så man kan gøre sit frie valg, og fravælge jer som støtter opsætning af flere møller.

Brit Olesen, 

Haugårdsvej 46, 

9670 Løgstør