Nibes bedste herrehold efterlod ikke Mikkel Hansen & Co. noget, og vandt i samme gode stil.

HÅNDBOLD - herrer, 3. division

Nibe HK – Vestbjerg IF: 23-18 (7-6)

Målscorere for Nibe: Frederik Skak 5 mål, Mads Krogh 4 mål, Anders Møller Droob 3 mål, Frederik Dahl, Jacob Schüsler, Rasmus Skoda, Christian Hedegaard og Kris Kristensen hver 2 mål, Andreas Brunsgaard 1 mål

Nibe Håndboldklubs 3. divisions herrer skulle lørdag mod ærkerivalerne fra Vestbjerg følge op på de fine takter fra sidste weekends sejr over Løgstør. Nibe HK havde inden kampen ›håneretten«, da Nibenitterne havde vundet det første opgør i Vestbjerg, lokalt kaldet »Helvede i Nord«. Og lad det være sagt med det samme håberetten er stadig at finde syd for fjorden.

Første halvleg bar tydeligt præg af, at de to hold havde forberedt sig godt på modstanderens angrebsspil, så det var to solide forsvars præsentationer, der gjorde at første halvleg var meget målfattig og helt lige, dog med en føring på 7-6 til Nibe HK ved pausen.

– I pausen talte vi om at få noget mere fart i vores angrebsspil, så  Vestbjerg skulle bruge nogle flere kræfter end tilfældet var for dem i første halvleg. Vestbjerg ville gerne trække tempoet ud af kampen, og hvis de fik lov til det, vidste vi, at de har så gode spillere, at de ville kunne gøre det svært for os i slutningen af kampen udtaler træner Michael Svenstrup.

Den taktik holdt Nibe HK’s spillere sig til, og det gjorde, at Nibe gennem hele anden halvleg kunne trække fra Vestbjerg, og med fuld kontrol kunne vinde kampen 23-18.

Det var en solid hold præstation i anden halvleg hvor alle bød godt ind i både forsvar og angreb; ikke mindst spiller Alexander Mortensen en flot anden halvleg i Nibe målet med mange flotte redninger, slutter Michael Svenstrup.
–     –     –
Nibe HK’s 3 divisions herrer skal allerede i kamp igen på tirsdag hvor Hjallerups 2 div. herrer kommer på besøg i Santander Cup. Kampen mod Hjallerup glæder vi os meget til, også selv om det bliver en meget svær kamp, så vil vi gøre alt, vi kan, for at få en runde mere i Santander Cup, da ligaholdene træder ind i turneringen efter næste runde.
– Så kom endelig op i hallen tirsdag aften til endnu en god gang god lokal håndbold, opfordrer holdleder Morten Dahl.

Nibe HK's Rasmus Skoda i nærkamp mod Vestbjergs forsvar.