- søndag, 24. november 2019
Da Nibe Roklub for godt to uger siden sluttede sin sæson nummer 81, var det med en meget aktiv rosæson i bagagen, og klubbens formand Birgitte Larsen kunne i sin tale til de knap 50 fremmødte medlemmer afsløre, at der i sæsonen 2019 er roet sammmenlagt 43.486 kilometer af 181 forskellige roere; her iblandt et mindre antal gæsteroere. Rosæsonen bliver dermed den næst-mest aktive sæson, ganske vist et godt stykke efter sæsonen 2018, som brillierede med et super-godt vejr, hvor der blev roet knap 50.000 kilometer af 200 roere.
De mange roede kilometre i 2019 kastede ved sæson afslutningen hele 35 præstationsnåle af sig, nemlig 5 af guld (+1500 kilometer), 16 af sølv (+800 kilometer) og 14 af bronze (+400 kilometer).
Flest kilometer roede klubbens U18 eliteroer Søren C. K. Petersen med 2.986 kilometer. En stor del af disse er roet i forbindelse med Sørens ophold i Silkeborg, hvor han går på Team Danmarks elitecenter og læser på en 4-årig gymnasie uddannelse. Søren modtog for andet år i træk klubbens pokal for flest roede kilometer. Søren blev fulgt af sin søster Lærke C. K. Petersen, der som bekendt også er blandt klubbens eliteroere. Lærke roede i 2019 sæsonen 2.166 kilometer.
Kong Neptun, der regerer over verdenshavene, incl. Nibe Bredning, dukkede atter i år op og overrakte guldnåle til de fem flittigste. Ud over Søren og Lærke, talte disse Pia Banch Jensen (1.889 km), Kurt Møller Jensen (1.885 km) og klubbens formand Birgitte Larsen (1.610 km).
De øvrige præstationsnåle blev overrakt af hhv. klubbens kajakchef Jacob Norris og rochef Per Schmidt.