FODBOLD – SYDBANK POKALEN

Vaarst/Fjellerad (s.3) - St. Restrup IF (s.2): 1-4 (1-1)

Målscorer: 0-1, 1-2: Andreas Horskjær, 1-3: Jens Holt, 1-4: Andreas Horskjær

Sidste sæson nåede St. Restrup IF helt frem til første officielle runde af DBU Pokalturneringen; »Sydbank Pokalen«, hvor de på hjemmebanen i Frejlev tog imod 1. divisions-holdet fra Silkeborg IF. En historisk bedrift for St. Restrup IF, som dog måtte se sig slået med 0-5 efter en kamp, hvor de høstede store roser, da de holdt Silkeborg IF nede på blot to scoringer efter 70 minutters spil.

I tirsdags tog St. Restrup IF atter hul på »Sydbank Pokalen« og et muligt nyt fodboldeventyr. Her ventede serie 3-holdet Vaarst/Fjellerad på udebane.
St. Restrup-træner Michel Valdemar brugte kampen til at give en række unge spillere chancen - bl.a. debutant Markus Tarp Pedersen, og lod de »gamle« blive hjemme. Harris Dzanovic var således alderspræsident med sine 25 år.

Kampen startede meget lige, hvor begge hold stod godt til hinanden. Begge hold havde sine muligheder, men der skulle spilles 35 minutter før kampens første scoring fandt sted. Andreas Horskjær sendte St. Restrup IF i front med 0-1 på et sikkert eksekveret straffespark. Kort tid efter fik Vaarst/Fjellerad bragt balance i målregnskabet, da de scorede til 1-1. Dette var også stillingen ved pausen, efter en lige første halvleg.

St. Restrup-træner Michel Valdemar byttede et par spillere i pausen. Jens Holt blev sendt på banen, og det lønnede sig kort tid efter. Først var det dog Andreas Horskjær, der scorede til 1-2. Minuttet efter, det 50. spilminut, var det så indskiftet Jens Holt, der scorede, da han sendte bolden i mål til 1-3 på forarbejde af sin bror Anders Holt. Så var kampen reelt afgjort, og det var tydeligt at konditionsforskellen mellem de to hold blev mærkbar. Vaars/Fjellerad-holdet halsede efter, og kunne intet gøre da St. Restrup IF’s Andreas Horskjær fuldendte en sublim indsats med sin tredje scoring, og hattrick, til slutresultatet 1-4.

I næste runde af Sydbank Pokalen venter der endnu et serie 3-hold, hvor St. Restrup IF skal besøge topholdet fra FK Fjordsiden.

St. Restrup IF vandt med 1-4 på udebane over Vaarst/Fjellerad i ”Sydbank Pokalen”. I billedet ses Patrick Lindberg i en tæt duel om bolden.