- Søndag, 3. april 2022
FODBOLD - Serie 2, herrer
Hornum-Nibe: 5-0
”Hva´ skeeet´ der?” Det berømte citat fra filmen Blinkende Lygter, hvor en forvirret og slukøret Sofie Gråbøl netop har fået en knytnæve lige i ansigtet. Sådan kunne Nibes omklædningsrum betegnes efter lørdagens opgør ude mod Hornum.
Nibe kom med stor selvtillid fra sejren i premieren og de tre foregående træningskampe. De har derudover haft en stærk træningsuge med rekord i tirsdags, hvor 20 deltog, som dog blev slået torsdag med 22 til træning. Inden kampen sluttede assistent Allan Nicolajsen af med at sige, at spillerne virker utrolig sultne på succes i år og at de som hold har været meget igennem, som har gjort dem mentalt stærke.
Intet af ovenstående var dog til at se denne lørdag, hvor Hornum kørte Nibe over på tempo, intensitet og ikke mindst sult. Nibe prøvede og prøvede men banen var umulig at spille fodbold på.
Asbjørn Corfitz udtalte efter kampen: ”Vi er bare ikke omstillingsparate i dag. Banen er ikke til at spille vores normale spil på. Så må man finde andre løsninger og det var vi ikke i stand til”
Emil Lassen supplerer: »Ingen følger den plan, som der bliver lagt inden kampen. Vi gør det stik modsatte. Det mest bekymrende er dog at vi bare giver op til sidst«.
Hele holdet var dog yderst enige om, at denne kamp skulle i glemmebogen hurtigst muligt og tage den som en lektie. Og Mon ikke vi ser et rasende Nibehold blæse til angreb den kommende fredag hjemme mod Suldrup.















