Nibe-Aars: 0-2 (0-1)

Nibe tog i premieren imod Aars fredag aften, hvor der inden kampen var ét minuts stilhed til ære for klubbens ildsjæl og tidligere træner Jan Louberg. Der var var mødt mange tilskuere op i god tid. Hans datter var ligeledes på stadion for at overvære dette. Der skal lyde en stor tak til dommertrioen og Aars for at medvirke til dette flotte setup, siger cheftræner Allan Nicolajsen til Nibe Avis.

Fodboldmæssigt blev det en tung aften for hjemmeholdet. Taktikken var at bruge bredden, da det tidligere har været en udfordring at komme igennem midten i de interne opgør. Dette forsøgte Nibe sig på og lykkedes også med de første 15-20 minutter, før Aars fik læst på lektien. Aars var mest farlige på omstillinger i starten af kampen og på Nibes fejl. Dette mærkede hjemmeholdet også efter 25 minutter, da Nibe laver en fejl på midten af banen, som Aars straffer med en bold i dybden og scorede sikkert. Resten af halvlegen famler Nibe og kan ikke rigtig få fat.

2. halvleg kan beskrives meget kort. Nibe sad meget på bolden, men kunne ikke komme igennem et hårdkæmpende og yderst godt organiseret Aars mandskab, hvor hjemmeholdet halvlegen igennem forsøgte og forsøgte. Kampen blev afgjort kort før tid med en flot scoring fra distancen.

Som den tidligere cheftræner for St. Restrup Michel Valdemar udtalte efter kampen: – Man må helst bare ikke komme bagud mod Aars. Kristian Skrivers mandskab er vel også rækkens klart bedste hold til at mindske rum for modstanderne at spille i, hvilket Nibe mærkede i fredagens kamp.

Næste opgør er ude mod sidste forårs store rival St. Restrup lørdag den 1/4 kl. 14.30

Spillere og trænergruppen mindedes sammen med publikum på Nibe Stadion, klubbens tidligere ildsjæl og træner Jan Louberg.