- Fredag, 6. oktober 2023
Jyllandsserien Kvinder
Nibe B – Team Østvendsyssel 6-1 (2-0)
Målscorere for Nibe:Caroline Mathilde Lund, Alberte Frendrup, Kristina Brutsaert, Nanna Brix, Tania Dahl Andersen, Laura Engberg
På trods af at vejrguderne havde åbnet op for sluserne med regn og rusk, så var det en flok motiverede spillere der løb på banen til et vigtigt opgør i den nedre halvdel i tabellen for Jyllandsserie kvinderne mod Team Østvendsyssel.
En ny startformation med fokus på højt pres, masser af indlæg og tålmodighed i det opbyggende spil når det skulle sættes i scene, blev fuldført til perfektion af hele holdet. Der var klasseforskel på de to hold og alt spillet foregik på Team Ø´ halvdel selvom Nibe havde vinden imod sig i 1. halvleg.
Det kunne god have stået mere end 2-0 ved pausen, men effektiviteten fik dog fuld skrue i 2. halvleg og det ene mål var næsten mere flottere end det andet. Den store forløsning kom da den yngste på holdet Laura Engberg fik lukket ballet med sit første seniormål til stor jubel for hele truppen.
”Selvom jeg havde informeret vores træner om at jeg nok kun kunne spille en halvleg pga. trætte ben så var vi så meget i boldbesiddelse at jeg ikke blev så udfordret på dueller og fik hele kampen i midterforsvaret”, udtalte holdet alderspræsident Kirstine Kjærsgaard.
Træner Michael Frendrup roser holdet endnu en gang – De gør det fantastisk når man tænker på at vi ændrer fra 4-3-3 til 3-5-2, det så vel nærmest ud som at de aldrig havde spillet andet.
Med sejren fik Nibe lidt luft til nedrykningsstregen, men en ny spændende kamp venter i Frederikshavn 14. oktober.













