
- Lørdag, 14. december 2024
HÅNDBOLD – Santander Cup
Aalborg IK 1919 25 – 29 Nibe HK
Målscorere for Nibe: Frederik Skak 6 og Frederik Dahl hver 6, Mikkel Høj 5, Gustav Hess 4, Mads Krogh, Henrik Jensen og Lasse Roéd hver 2, Andreas Brunsgaard og Magnus Espensen hver 1 mål.
En håndboldkamp bliver ofte spillet over to halvlege. Men den bliver også spillet over fire kvarter. – Og netop kvarter giver ret god mening at dele den kamp op i, lyder det efter kampen fra Nibes træner Nicolai Emborg.
Kampens første kvarter var nemlig relativt tæt. Der stod blandt andet 2-2, og 5-7, og selvom det i høj grad skyldtes Nibes brændte chancer, så fulgte 1919 okay med.
I kampens andet kvarter fik piben en anden lyd og nitterne ind over stregen blev vekslet til gevinster. Det betød også, at det gule udehold lige så stille trak fra og kunne konstatere en føring på 10-16 til halvleg. Ikke ét mål for stor.
Kampens tredje kvarter – og anden halvleg – startede hvor første halvleg slap. Nibe havde ganske enkelt et gear eller to mere end værterne, og 10-16 blev til 10-19 og 11-22. Og så var den juleged ligesom barberet. Tænkte man.
For nu gik kampen ind i det sidste kvarter, og det blev groft sagt noget værre rod. Og rod, det gider vi altså ikke.
Udvisningerne begyndte at hagle ned over begge hold, og oven i det, så var det også blevet tid til at begge hold kunne eksperimentere lidt i begge ender. Og de eksperimenter var det altså 1919-drengene der slap bedst fra og da lyset blev tændt til sidst og festen var slut. Ja så stod der altså 25-29.
En sejr der aldrig kom i fare. En kamp der aldrig blev spændende. Men i den grad en reminder om, at alle kampens fire kvarter altså tæller med.
Nu er der julepause inden sæsonen starter ud med en ny frisk pulje på den anden side af kalenderskiftet. En pulje som blandt andet byder på gensyn med stadion-knejterne fra 1919. Så må vi se om det kan blive til mere end to gode kvarter ved den lejlighed, slutter træner Nicolai Emborg.