- Mandag, 15. september 2025
FODBOLD: Jyllandsserie 2, herrer
St. Restrup IF – Farsø/Ullits IK: 0-0 (0-0)
St. Restrup IF viste stor fremgang og hentede et fortjent point hjemme mod Farsø/Ullits IK i en intens kamp, hvor begge hold havde deres chancer.
Første halvleg blev præget af hård og direkte fodbold fra begge sider med mange omstillinger. Christian Nymann Jensen havde flere gode redninger i St. Restrup-målet, mens St. Restrup selv blev farlige i flere omstillinger, dog uden rigtigt at teste modstandernes keeper. Pausestillingen med 0-0 på måltavlen var derfor helt fair.
Anden halvleg startede dramatisk, da St. Restrup IF’s Magnus Jensen modtog et tyndt gult kort og efterfølgende sit andet gule kort inde i halvlegen. St. Restrup klarede sig dog flot gennem de ti minutter i undertal uden at blive rigtigt presset. Kort efter Magnus’ comeback opstod kampens mest dramatiske øjeblik, da dommeren overraskende dømte straffespark til Farsø/Ullits IK i en situation, hvor St. Restrup IF’s Nichlas Søe Worch tilsyneladende kom først på bolden. St. Restrup IF’s målmand Christian Nymann Jensen læste sparkeren fra Farsø/Ullits IK perfekt og reddede flot straffesparket.
Kampens slutfase bølgede frem og tilbage med chancer til begge hold. I sidste minut var St. Restrup IF tæt på sejren efter et frispark, hvor Farsø/Ullits-keeperen måtte slå bolden væk fra målstregen, da den var tæt på at passere denne.
Slutresultatet 0-0 var helt retfærdigt i en kamp, der nemt kunne være endt 2-2. For St. Restrup IF var det en stor forbedring i forhold til sæsonens første møde med Farsø/Ullits IK, og især de to unge spillere Magnus Jensen og Anders Karmisholt imponerede stort med deres rutinerede præstationer på førsteholdet.
Kampens spiller fra St. Restrup IF blev målmand Christian Nymann Jensen, som leverede flere afgørende redninger, herunder den spektakulære straffesparksredning. / ELR















