En ny bog om Valsted, som præsenteres på lørdag, afdækker landsbyens historiske fodspor.

Med bogen »Valsted – byen, der spejler sig i fjorden« har landsbyen, Valsted, fået glimt af sin historie nedskrevet af lokale folk.

23 afsnitsforfattere, 17 kildepersoner, en fotograf, en tegner, 13 personer i redaktionen, tre korrekturlæsere, en lay –outer, to koordinatorer og en mødeleder har været bidragsydere til bogen. Bogen er på 228 sider. 

Valstedbogen afdækker landsbyens historiske fodspor med fjordens nærhed, egnens særhed og skønhed – med dagliglivet, farverige personer og sjove tendenser. Det er det levede liv gennem flere tidsaldre med hverdagen og finurlige historier, som står tydeligt i de historiske fodspor, fortæller tovholder for projektet, forfatter og tidl. folkeskolelærer Jens Østergaard.

I dag taler man ofte om, at vores samfund er blevet meget individualiseret, og at vi passer os selv bag vores skærme. Der efterlyses sammenhængskraft og dyrkelse af sociale relationer.

I arbejdet med Valstedbogen har landsbyens beboere mødt hinanden på nye måder – på kryds og tværs. Man har gennem arbejdet med bogen fået nye kontakter; og lært hinanden på andre måder. Dette samvær har været godt for byens folkesjæl, siger Jens Østergaard op til lørdagens præsentation af den nye bog.