Den forløbne weekend med lørdag som klimaks var de lokale fodboldhold fra Vegger IF på banen, idet alle havde fået tildelt hjemmebane i jubilæumsdagens anledning.

Lørdag eftermiddag blev indledt med en hyggelig reception for 100-års jubilaren, der fik gaver og besøg fra såvel lokale venner som naboklubber.

En travl Knud Tobiasen kom forbi med lykønskning fra Nibe Boldklub og Carsten Mikkelsen lykønskede fra Byrsted-Hjeds IF. 

Jubilæumsdagen bragte også hyldest til klubbens egne ledere gennem tiden, og her fik seks af de lokale VIF-ildsjæle tildelt DGI’s æresnål.

I anledning af jubilæet havde et særligt udvalg under Vegger IF kigget i historiebøgerne, og på kulturhusets vægge hænger nu opslag med masser af udklip og billeder fra en lang idrætshistorie i Vegger.

Lørdag aften blev også fejret i jubilarens tegn, da der blev fløjtet op til storkefestens aftenspisning med dans og samvær. Og der blev ej heller her sparet på de gode historier fra før og nu i VIF’s tjeneste.

Vegger IF's hold i U6-rækken gik til sagen i kampen mod Nibe Boldklub.