Landsbyen Vokslev blev onsdag kulturelt beriget med en skulptur, som en kunstgruppe under Vokslev Samråd har arbejdet på at rejse midler til.

Baggrunden er, at Aalborg Kommunes Aktionspulje, dagligt kaldet AKA Puljen, havde nogle u-reserverede penge, som blev udbudt blandt kommunens landsbyer, hvis der kunne findes ét eller flere kunst-projekter med gode ideer bag.

Resultatet blev, at der gennem disse penge og yderligere fundraising blev samlet 480.000 kr. til lokal placeret kunst i landdistrikterne. Der blev blandt 10 ansøgere udvalgt tre landsbyer eller områder, som hver har fået 160.000 kr. til rådighed, og gennem Aalborg Kommunes Kunstfond, der også har bidraget økonomisk blev der fordelt én anerkendt kunstner til hvert lokalt projekt. De tre projekter placeres i Grindsted, i Aalborg Fjordland og i Vendsyssel.

I Vokslev har kunstgruppen under Vokslev Samråd arbejdet sammen med kunstneren Erland Knudssøn Madsen, som har fremstillet og placeret to nye skulpturer ved indkørslen til Vokslev Friskole, hvor mange har deres daglige færden eller kører forbi.

Skulpturernes titel er som andre af kunstnerens værker »I syv sind«, og Erland Knudssøn Madsen motiverede ved indvielsen i Vokslev sin skulptur med, at mennesker er forskellige af udtryk, forskellige af højde og udseende – og alle har et  sind, der er forskelligt fra andre. 

Kunstgruppens idé, som overbeviste de forskellige tilkuds-givere til projektet var »Stor-Lille«, idet Vokslev jo oprindeligt var et stort sogn – men det var inden Nibe gennem Middelalderen slog sig på sildefangst og med tiden blev den største by. Den lille skulptur er således et udtryk for Nibe – i Middelalderen – og den store skulptur er et udtryk for Vokslev i samme periode. Med tiden er det anderledes, og det kan man så forholde sig til, sagde kunstneren, der talte ved indvielsen – tillige med rådmand Mads Duedahl, der også afslørede kunstværkerne – samt formand for Aalborg Kommunes Kunstfond Anne Dorte Krog, rådmand Hans Henrik Henriksen og formand for AKA Puljen Leo Helmer, der også er formand for Vokslev Samråd.

 

Erland Knudssøn Madsen motiverer tankerne bag sin skulptur »I Syv Sind«.
Bent Sørensen (t.v.) fra Vokslev Friskoles Støtteforening afslører skulpturerne sammen med rådmand Mads Duedahl.