Der er store naturværdier at opleve i Aalborg Fjordland, og mange steder er der oplysninger på små informationstavler.

F.eks. i Huul Mølle kan man opleve den gamle vandmølle under restaurering.

Veggerby Jagtforening rykker ind på Halkær Mølle Naturcenter og viser eksempler på aktiviteter og bl.a. forarbejdning af redskaber m.v.

I hverdagene er der tæt trafik ind mod Aalborg, men lørdag skal trafikken gerne gå den mod satte vej. Her er der nemlig mulighed for at opleve det bedste Aalborg Fjordland kan byde på.

– Jeg tror, det bliver fantastisk. Jeg håber virkelig, at den her dag kan være med til, at folk får øjnene op for det her smukke område. I første omgang håber jeg, at vi kan få fat i eksempelvis børnefamilierne inde fra Aalborg. Hvis vi får fat i de lokale fra vores egen kommune, så er jeg sikker på at det nok skal sprede sig som ringe i vandet til andre længere væk, fortæller Hans Thorup, samrådsformand i Nibe og byrådsmedlem i Aalborg.

Loppemarked, vandmølle, vikinger og meget mere
Der vil hele dagen være aktiviteter i mange landsbyer og ved områdets seværdigheder.
I Lundby er man blandt andet vært med det traditionsrige loppemarked:
– Vi glæder os rigtig meget til at vise gæster fra Aalborg og vore nabobyer, at Lundby er en lille, men aktiv by, og specielt til at fremvise vort Kultur- og Forsamlingshus, der netop har fået et udvendigt »facelift«. Her i Lundby kan man opleve vores traditionsrige loppemarked, med masser af gode sager. Og nyde den kendte flæske-æggekage eller biksemad. Samtidig har vi en udstilling af alle de originale motiver til Aalborg Fjordland- info tavlerne, som ses i de 13 fjordland-byer, fortæller Kirsten Lomborg, kunstner og formand for Lundby Kultur-og Forsamlingshus og næstformand i Lundby Samråd.
– Jeg håber, folk som besøger os, vil få et godt indtryk af den helt særlige stemning og atmosfære der er i Lundby. Og at der måske er aalborggensere, der får øjnene op for den smukke natur og at her også kan være rigtig skønt at bo, fortsætter Kirsten.

I Vokslev er der mulighed for at opleve Huul Mølle
– Lørdag er der mulighed for at opleve, når Huul Møllelaug lader det store mølleværk køre. Jeg ved, mange bliver overraskede over, hvor store kræfter der er på spil, når vandet pludselig fosser ind i mølleværket. Det er faktisk en meget speciel oplevelse.
– Og når man nu er i Vokslev, synes jeg, bestemt ikke man må snyde sig selv for en tur rundt på Vokslev Kultur- og Natursti. Vi har et helt enestående naturområde herude, hvor man både kan se spor efter dinosauerne og få fortalt kalkværkets historie, forklarer Leo Helmer, formand for Vokslev Samråd.

Også for nibenitter
Selv om det selvfølgelig er et stort mål i sig selv at vende strømmen på Nibevej, så er dagen i lige så høj grad et tilbud til alle i hele Aalborg Fjordland om at besøge nabobyerne, og måske blive klogere på historien om jernalderlandsbyen på Skørbæk Hede, besøge Halkær Mølle, eller få en rundvisning på Springbakgård. Mulighederne er mange.

Opens external link in new windowwww.visitaalborgfjordland.dk kan man se det fulde program og planlægge sin lørdag.