- Torsdag, 11. august 2016

Barmer Butiksudlejning havde indkaldt til borgermøde torsdag i sidste uge. Eneste emne på dagsorden var: Hvad gør vi nu? Hvad stiller byen nu op med bygningen, hvor der i knap 85 år har været drevet dagligvareforretning, men som lukkede difinitivt den 30. juni i år.

Bestyrelsen i Barmer Butiksudlejning arbejder for at få liv i lokalerne på Kirkevej 2 igen: Fra venstre Niels Ove Nymann, Kristian Simensen, Henning Pallesen, Ulla Brandt, Kaj Pedersen.
Bestyrelsen i Barmer Butiksudlejning har torsdag den 4. august afholdt borgermøde i Barmer Forsamlingshus.
Temaet var: »Hvad gør vi nu efter at købmandsbutikken lukkede ved udgangen af juni måned?«. Der kunne konstateres en stor interesse for arrangementet idet godt og vel halvtreds borgere var mødt op fra Barmer og omegn.
Bestyrelsen fremviste en præsentation som tog sin start i det historiske perspektiv omkring butikken fra 1932 og til nu. Herefter blev der fortalt hvad der er hændt og hvilke tiltag der er gjort for at finde en ny købmand. Bestyrelsen måtte desværre konstatere at det indtil nu ikke er lykkedes at finde en ny købmand, men fortalte samtidig at man ikke helt har opgivet, og arbejdet omkring rekruttering vil derfor fortsætte året ud.
Efter bestyrelsens præsentation var der lagt op til debat med og mellem de fremmødte. Ud over at mange synspunkter og forslag blev fremlagt og diskuteret viste debatten en tydelig interesse for at butikken i en eller anden form skal videreføres.
Borgermødet sluttede med at bestyrelsen fremlagde sin plan for det fremtidige arbejde, og takkede afslutningsvis for en god debat og et stort fremmøde.










