Sådan kunne en trækirke i Vikingetidens Sebbersund have set ud.

På søndag flytter den sædvanlige gudstjeneste i Sebber Kirke udendørs – nærmere bestemt til det sted, hvor der i der i den tidlige vikingetid omkring år 800-900 blev bygget en trækirke (stavkirke) i tilknytning til den handelsplads, som omfattende udgravninger for ca. 25 år siden viste tydelige spor efter.

Søndagens gudstjeneste sker i samarbejde med foreningen Vikingebyen i Sebbersund, og herfra fortæller foreningens formand Elin Møller, at man i Vikingebyen er glad for initiativet, som samtidig med det praktiske i gudstjenesten også er muligheden for at sætte lidt fokus på Vikingebyens arbejde med bl.a. at rejse penge til opførelse af en rekonstrueret trækirke som én af de kirker, der stod for foden af Sankt Nikolaj Bjerg i årene omkring år 1000.

– Det er desværre endnu ikke lykkedes for os, at skaffe fondsmidler til opførelse af en rekonstruktion af kirken. Vi har derfor planer om at forsøge med crowdfunding og derfor er vores hjemmeside og projektbeskrivelsen ved at blive oversat til engelsk, fortæller Elin Møller til Nibe Avis.

– Samtidig er vi i gang med at bygge et vikingehus på 14x5 m som især skal bruges i formidlingsøjemed. Vi har fået godkendelse af fredningsmyndigheden og en landzonetilladelse fra kommunen. Vi er endnu kun i sokkelhøjde, da selve byggeriet udføres af frivillige og byggeriet skal samtidig være en del af formidlingen, forklarer Elin Møller.

Senere, i august, holdes det traditionelle Vikingemarked på aktivitetspladsen ved Sebbersund.

Gudstjenesten på området for foden af Sankt Nikolaj Bjerg indledes søndag formiddag kl. 11.00, og publikum opfordres til selv at medbringe noget at sidde på.