- Onsdag, 1. marts 2017
For nylig blev der holdt fællesspisning med afrikansk tema i Barmer Forsamlingshus.
Lyden af bongotrommer og afrikansk sang rungede ud ad vinduerne i forsamlingshuset i Barmer, da byens og omegnens borgere for nylig holdt »Spissammen«.
– – –
Arrangementet, hvor ung som gammel mødes til en aften med mad og underholdning, er gennem årene blevet en tradition i Barmer.
Efter spisningen udpeges hver gang et madhold til næste arrangement. Og da madholdet denne gang havde deltagelse af en beboer, som stammer fra Kenya, blev februars »Spissammen« lidt ud over det sædvanlige.
Ud over en menu, som var krydret med afrikanske specialiteter, var der arrangeret underholdning på bongotrommer med afrikansk sang, og quiz om afrikanske lande og byer.
Stor succes
Aftenen blev en bragende succes med huset fyldt til sidste hjørne, og det blev en oplevelsesrig aften hvor både smagsløg og lattermuskler blev rørt.
Barmer og Omegns Borgerforening understreger oven på det vellykkede arrangement, at aftener som disse er med til at styrke sammenholdet i de små samfund. Et sammenhold der er yderst vigtigt for dels at tiltrække nye og yngre borgere, dels for at løfte de opgaver et sådant samfund står med, fortæller Birte Nymann til Nibe Avis. Og så noteres det med et vis glimt i øjet, at en søgning på Google viser, at Spissammen-arrangementer markedsføres som den næste store åbenbaring, men i Barmer er fænomenet altså ikke nyt.Borgerforeningen glæder sig allerede til næste arrangement, som foregår inden længe.