
- Fredag, 21. juni 2024
Under valget af elevrådsrepræsentanter i starten af skoleåret, blev der i alle klasser udtrykt ønske om en cykelbane.
Undervejs i skoleåret udloddede Aalborg Fælleselevråd penge til fællesskabende projekter, og eleverne fik tildelt 10.000 kr til projektet. Senere blev der også søgt hos Mejeriernes Skolemælkslegat, hvor de fik yderligere 5.000 kr. Endelig hjalp JJ Grus med stabilgrus til køreunderlag.
Projektet blev kun muliggjort af en fantastisk indsats fra en gruppe forældre, der i løbet af en søndag bevæbnet med minigravere, minilæssere og pladevibrator fik skabt en fantastisk flot cykelbane, der både indbyder til leg, natur og motorisk træning, forklarer Tobias Juel Høj, lærer på Bislev Skole, Børnehave og Vuggestue samt kontaktvoksen for elevrådet.

Efter forældrene havde gjort det grove arbejde, skulle eleverne i sidete uge arbejde på banen i skolens cykelemneuge. Der er blevet revet til den store guldmedalje, plantet træer og buske, samt sået frø, der alle er gode for biodiversiteten. Der er gravet stolper ned til slalom, lavet en flot indgang til banen, malet vejskilte og endelig har vi haft stor fokus på cyklerne.
Ugen blev afrundet torsdag med cyklistprøve for både store og små, hvor politibetjenten Ulf, der også hjælper skolens skole-patrulje, forestod tjek af cykler for lovpligtigt udstyr, og så dem udføre den lille cyklistprøve.
Torsdagen blev afrundet med en officiel indvielse af cykelbanen, hvor elevrådet klippede den røde snor til stor jubel. Børnehaven var også inviteret med, og alle børnene fik en is som afrunding på en fantastisk god uge.