- Tirsdag, 24. juni 2025
Koret TimeOut, der har øvelokale på Halkær Kro Mad & Kulturhus, har fået en donation på 10.000 fra Sparekassen Danmarks Fonden Himmerland, og det blev fejret ved en lille fest på kroen.
Koret har nu eksisteret et års tid, og det blev til på et initiativ fra Bente Nielsen og Helene Pagh Frederiksen, som begge er uddannede sangambassadører.
Det nystiftede kor fik en mulighed for at blive koblet på Den rytmiske i Nordkraft, og det var med god hjælp fra skolelederen på Den Rytmiske, Rene Krone.
Korets dirigent, Anton Larsson, er også fra Den Rytmiske, og han er under uddannelse på musikkonservatoriet. Anton Larsson brugte koret TimeOut, da han skulle aflægge eksamen i korledelse. Denne eksamen foregik i Musikkens Hus i Aalborg, og der er nok ikke mange helt nystartede kor, der har givet deres allerførste koncert i Musikkens Hus, men det har TimeOut altså.
Efterhånden føler koret sig nu så velsyngende, at de har annonceret nye koncerter.
Mangler er afhjulpet af en donation
Alle, der lige er flyttet eller startet på noget nyt, kender til, at man mangler noget i sin nye tilværelse. TimeOut manglede også noget; bl.a. konkrete rekvisitter som sangbøger og nodestativer. Det har en donation fra Sparekassen Danmarks Fonden Himmerland givet mulighed for at rette op på, og hele koret er nu meget glade for at bruge deres nye nodestativer.
Korsang og socialt samvær
Korets ca. 25 medlemmer har alle en stor interesse for korsang, og de lægger vægt på glad og positiv energi, hvor de sammen skaber en fantastisk lyd ved at lytte på hinanden, når de arbejder grundigt med de enkelte numre. Men det blev pointeret over for Nibe Avis, at det sociale samvær også er meget, meget vigtigt.
Repertoiret spænder vidt – fx et nummer af Søren Huss og sangen A Million Dreams fra filmen The Greatest Showman.
TimeOut fra alt andet
Korets navn refererer til den tid, sangerne tilbringer sammen, når de øver på deres repertoire. I de par timer mandag aften føler de en timeout fra alt andet, de ellers er optaget af. Al deres koncentration kan så bruges i det sociale samvær, hvor de lytter til sig selv og hinanden, og hvor de i fællesskab arbejder tæt sammen om at synge.
Den faste base i Halkær
De sangglade personer i TimeOut har fra starten været meget glade for at øve i Halkær, hvor kroen jo i forvejen emmer af musik i alle retninger. For det første er det et fedt sted i sig selv, og for det andet er der i kraft af Halkærs centrale placering i Himmerland et stort opland at rekruttere sangere fra. Og fra hele det opland, hvor der ellers ligger større byer som Nibe, Års og Løgstør er det faktisk både nemmere og kortere at køre til Halkær end til Aalborg.
Hvad er Den Rytmiske i Nordkraft?
Den Rytmiske i Nordkraft er en musikskole med udgangspunkt i den rytmiske musik, og den har i mange år været en aktiv medspiller i Aalborgs kulturfællesskab – Nordkraft. Skolen kan bidrage med viden og hjælp i bl.a. administrative forhold, mens de udøvende kunstnere så selv kan stå for de praktiske forhold. Dette samarbejde får mange ting til at ske, uanset om det er i Nordkraft eller andre steder – som for eksempel Halkær.
Musik er jo uløseligt forbundet med livsglæde og livskvalitet, og det mærkes, når den brede vifte af skolens hold – herunder koret TimeOut - viser deres kunnen til koncerter eller til andre arrangementer i lokalområdet. / FH











