52 cykelryttere kørte 26.422 kr. ind til Lergraven-projekt.

Sønderholm Samråd, Sønderholm Borgerforening og Sønderholm Motionsklub indbød lørdag til cykelsponsorløb for hele byen, med det formål at samle de sidste penge ind til et storstilet renoveringsprojekt af byens grønne samlingspunkt; Lergraven. Cykelrytterne skulle cykle en rundstrækning på 1 km, så mange gange som muligt på 60 minutter. For hver rundstrækning den enkelte rytter tilbagelagde ville der tilfalde projektet økonomisk støtte.

Hele 52 cykelryttere i alle aldre havde taget imod invitationen, og de var alle flankeret af række af sponsorere i form af: Forældre, bedsteforældre, det lokale erhvervsliv og øvrige sponsorer, som ville yde økonomisk støtte for hver omgang. Ud over cykelrytterne var der en række frivillige med for at få det hele til at rulle i den bedste orden. Dette i form af: Vejvisere, omgangstællere, speakere, grillmestrer, økonomiansvarlige mv.

Det var tydeligt, fra første omgang, at der var fart over feltet, og ungdommen i Sønderholm og omegn viste stor entusiasme, for at køre penge ind til projektet, som også de får stor glæde af. Efter 60 minutters cykelsponsorløb kunne speaker Jørgen Bøjgaard i sikker stil kalde cykelløbet for afsluttet.

Efterfølgende kunne regnskabet gøres op – 796 km havde feltet samlet tilbagelagt, og kørt hele 26.422 kr. ind til projektet i Lergraven. Det giver hver deltagende cykelrytter et gennemsnit på 15,3 km og 508 kr. i indtjening.

Det store beløb, som sponsorcykelløbet indbragte betyder, at de sidste penge til projektet nu er en realitet. Ganske flot taget i betragtning af, at projektet har en samlet sum i omegnen af 1,5 mio. kr.