- tirsdag, 17. april 2018
De aalborgensiske håndboldklubber - Svenstrup Godthåb IF, St. Restrup IF og Skalborg SK - samarbejder fra efteråret 2018 og frem om at tilbyde håndbold til alle håndboldinteresserede og -nysgerrige i Aalborg og omegn!
Klubsamarbejdet de tre klubber imellem udbydes til alle U16- og U18-piger og -drenge - hvilket fra efteråret 2018 og altså for sæsonen 2018/19 dækker over årgangene 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003.
I forbindelse med lanceringen af dette klubsamarbejde på tværs af de tre geografisk tætliggende håndboldklubber åbnes der i starten af maj måned op for en række prøvetræninger, hvor man som håndboldspiller i de repræsenterede årgange kan prøve kræfter med dette nye, spændende projekt!
Det er i den forbindelse vigtigt at pointere og understrege, at der i det forestående klubsamarbejde er fokus på at sætte breddehåndbolden i fokus og derigennem inkludere så mange nuværende og potentielle håndboldspillere som muligt.
Dermed ikke sagt at divisions- og elitehåndboldhold er en umulighed i det nye samarbejde - der tilmeldes selvsagt hold i det omfang, som spillermaterialet indbyder til. Vi forsøger at være så inkluderende som muligt og henleder i den forbindelse til en efterhånden kendt frase i diverse sportsmiljøer; at bredde fordrer elite.
Første træningsdag er lørdag den 5. maj, hvor U16- og U18-pigerne lægger for, inden drengene overtager banen. Træningen foregår i første omgang i Agri Nord Idrætscenter i Skalborg og forestås af Kasper Jepsen fra Svenstrup Godthåb IF, Henrik Ingvorsen fra St. Restrup IF og Simon Jensen fra Skalborg SK. Derefter afholdes der også åbne træninger, oplyser klubberne.