Tyveknægte overrasket ved jollehavnen i Nibe.

Natten til tirsdag overnattede to medlemmer af Nibe Bådelaug og Fritidsfiskerne i jollehavnens værft for at forsøge at spotte eventuelle tyveknægte – og de fik gevinst allerede første nat.

Den seneste tid har der flere gange været udøvet tyveri af bådmotorer i Sebbersund og i Nibe.

Situationen fik lokale fritidsfiskere og medlemmer af Nibe Bådelaug til at overveje situationen, og beslutningen blev, at to medlemmer natten mellem mandag og tirsdag skulle overnatte i Nibe Bådelaugs »Værftet« for at forsøge at lokalisere evt. ubudne gæster.

Allerede tidligt mandag aften blev det observeret, at ukendte folk besigtigede nogle af medlemmernes både, og omkring kl. 01 natten til tirsdag var der besøg med forsøg på tyveri af bådmotorer.

De overnattende observatører kontaktede straks Politiet, som nåede frem og kunne stoppe tyvene – to mand og en kvinde, som alle var kendte af Politiet, oplyser Hans Andersen, Nibe Bådelaug.