- Lørdag, 7. september 2019
Stafettens lys ceremoni og tale ved sognepræst Lotte Lyngby samlede omkring 2000.
Stafet for Livet havde midt på lørdag aften været i gang i ni timer, og der er gået tusindvis af omgange, af de 1396 registrerede deltagere. Men stafetten blev programmæssigt afbrudt lørdag kort før kl. 21.00 for at gennemføre den meget centrale lys ceremoni, hvor deltagerne med pårørende mv. samles foran scenen i Anlægget for at mindes, mens man betragter de mange udsatte lysposer, som samlet danner årstallet »2019« inden i et stort hjerte.

Og mens tonerne fra The Bats rinder ud, kan stafettens Birgitte Bergmann præsentere årets taler under lysceremonien, sognepræst Lotte Lyngby. Lotte Lyngby holdt en meget indtrængende tale, der handlede om bl.a. at være »til« og »fra«. Disse begreber omsatte hun i talrige sammenhænge med det at have kræft eller at have kendt nogle, der er kommet herfra med kræften – eller kender nogle, som kæmper kampen mod kræften.
Efter Lotte Lyngbys tale blev der holdt ét minuts stilhed for de, som vi har mistet til kræften, inden Nørre Tranders kirkekor sang nogle få sange og fyrværkerimester Allan Dyhr igangsatte et kæmpemæssigt fyrværkeri.
Stafetten går videre gennem natten, inden der tages imod den nye dag, bla.. med gospel musik og linedance.












