- Tirsdag, 23. august 2022
Så lykkedes det endelig, fristes man til at sige. Langt om længe kom Tour de Taxa Himmerland afsted til Paris på en tur der har været tre år i corona-støbeskeen.
Ligesom Vingegaard, Cort, Pedersen og resten af Tour-feltet, så startede turen mod Paris under hjemlige, danske himmelstrøg. Turen er et indsamlingsløb til fordel for de danske Julemærkehjem, så derfor gik starten også vanen tro fra Julemærkehjemmet i Hobro. Dér stod den både på fælles afskedsmorgenmad, taler og efter fire pedaltramp åbnede himlen sig og sagde ’bon voyage’ på sin helt egen danske måde, fortæller John Jakobsen, der sammen med Lene Skak samt Annette og Tom var de lokale repræsentanter på holdets tur mod Paris.
Turen gik så over både Tyskland, Belgien og Holland inden det 57 mand store felt kunne krydse den franske grænse. Undervejs nåede temperaturen op på svimlende 47 graders varme – phew – men et fantastisk setup af hjælpebiler og sundhedsstab sikrede, at alle kom velhydrerede igennem strabadserne. Og så kan man vist godt nyde de franske druer en anelse under stuetemperatur!
I alt 1400 km blev gennemtrampet på 9 veltilrettelagte etaper inden de sluttede sig til danskerfesten i Paris.
Den stærke kvartet af Nibenitter. Annette og Tom Holm samt Lene Skak og John Jakobsen repræsenterede de nib’ske faner med bravour og ankom som resten af holdet planmæssigt til Paris.
Jooh, man kan vidst roligt sige, at Nordjylland har været godt repræsenteret i det franske i år, lyder det afslutningsvis fra John Jakobsen.













