- Onsdag, 18. juni 2025
Der var liv og glade dage – og sol fra en skyfri himmel – da DUS-2 fredag inviterede alle børn fra både DUS-1 og DUS-2 til deres helt egen udgave af Royal Run. Mellem 250 og 300 børn deltog i det festlige løb, hvor én mil skulle tilbagelægges, og flere havde endda forældre med som heppekor eller medløbere.
Det gode sommervejr satte en ekstra prik over i’et på en dag fyldt med glæde og energi. Allerede fra starten var stemningen høj, og det var tydeligt, at både børn og voksne glædede sig til eftermiddagen. Fællesleder Line Falk bød velkommen og satte arrangementet i gang med ordene:
'Det er ikke kun et Royal Run – det er et løb for fællesskabet på tværs af årgange og for glæden ved at være sammen.'
Hun benyttede også lejligheden til at takke det engagerede personale bag arrangementet samt alle dem, der var mødt op for at støtte op.
Inden løberne blev sendt afsted, sørgede Caroline, Andrea H., Dicte og Sara fra 5. årgang for en energisk opvarmning til tonerne af "Smølfegymnastik" – en sang med gang i, der fik både børn og voksne på plænen foran DUS-2 godt i gang inden løbet.
Selvom løbet først og fremmest handlede om fællesskab og en god oplevelse, var det alligevel Andreas fra 4. årgang, der først krydsede målstregen. Med et beskedent smil sagde han bagefter: 'Jeg løb bare – og så kom jeg åbenbart bare først.'
Arrangementet blev en stor succes, hvor motion, solskin og sammenhold gik hånd i hånd – og hvor både små og store deltagere fik en god oplevelse. / LA










