En nedsat styregruppe har torsdag aften indkaldt til orienterings- og dialogmøde om købstadsjubilæet, der oprinder i 2027. Ifølge indkaldelsen er tankerne spredt om, ikke kun at markere fortiden, men også at samle byens borgere, foreninger, erhvervsdrivende og foreninger omkring nutiden samt styrke fremtiden.

Mange husker sikkert tidligere købstadsjubilæer – 250 og 275 år – og nogle måske 225 år. I 2027 er det således det helt runde jubilæum – 300 år – der skal fejres, og styregruppen har valgt tidsrummet 6. maj til 17. maj som en koncentreret periode, hvor jubilæet fejres officielt.

Ifølge indbydelsen vil der på mødet være en præsentation af såvel mødets deltagere som styregruppens medlemmer. Efterfølgende lægger styregruppen op til, at der sker en ideudveksling og dialog om ideer, og der skal tages beslutning om den kommende planlægning.

Styregruppen består af Lene Frederiksen, Peter Møller Madsen, Anders Kristensen, Torben Froberg, Knud Tobiasen og Trine Fage Krogh. / JS