Den nye scene SYNG på Nibe Festival er blevet taget godt imod af festivalgæsterne, og lørdag eftermiddag summede området af liv, musik og glade mennesker.

Omkring klokken 14 dannede scenen ramme om ”Én eller anden Nibe Quiz”, hvor publikum kunne være med i en anderledes og underholdende quiz. Her blev klassiske quizspørgsmål blandet med musik, banko og små konkurrencer, og det skabte en festlig og hyggelig stemning foran scenen.

En scene med plads til lidt af hvert

SYNG-scenen viser, at den nye scene rummer bredt. Her er plads til mere end musik alene, og quizzen blev et godt eksempel på, hvordan scenen også kan bruges til fællesskab, underholdning og skæve indslag, hvor publikum selv bliver en del af oplevelsen.

Lørdag var stemningen glad og livlig med konfetti, jubel og høj musik, og mange festivalgæster samlede sig ved bordene for at være med. Quizzen trak et stort publikum og passede godt ind i SYNG-områdets fokus på fællesskab, nærvær og underholdning.

Lokale festivalansigter klar til quiz

Blandt deltagerne mødte vi flere lokale kendinge, som var mødt op i fuldt festivalgear og med humøret helt i top. De var klar til quiz, sjov og en god festivaloplevelse. / LA

Der var godt gang i quizzen med konfetti og stor jubel.