- onsdag, 9. oktober 2019
A/S J. Petersens Beslagfabrik runder 150 år fredag.
Nibes store og ældste virksomhed runder – nærmere bestemt på fredag den 11. oktober – 150 år fra sin formelle stiftelse. Tidspunktet er ganske eksakt beskrevet, og omstændighederne ligeså, for det skete med udgangspunkt i den lille smedje i Nibes bymidte, som daværende kleinsmed Jacob Petersen drev, og den 11. oktober 1869 fik »borgerskab som kleinsmed«.
I dag kender vi bedst virksomheden som »IPA« eller »Beslagfabrikken«. Kært barn har mange navne, men det helt officielle navn er fortsat A/S J. Petersens Beslagfabrik. Og produkterne, der kommer ud af de pt. 150 medarbejderes indsats, er også i nogen grad traditionel, nemlig beslag i alle typer, hovedsageligt til vindues- og dørfabrikkers færdigproduktion – samt alskens typer af beslag til mere nicheprægede opgaver – kort benævnt »bygningsbeslag«. En særlig niche er bestillingsopgaver til andre fabrikkers færdigproduktion – beslag mv., der produceres med IPA som underleverandør.
Stabil produktion gennem generationer
Ingen Nibenitter eller andre på vore breddegrader kan erindre, at virksomheden IPA ikke har været til stede i Nibe – og personer som familier har gennem generationer haft deres tilknytning til IPA. Det forpligter naturligvis os som nuværende virksomhedsledere, lyder det fra Niels Erik Smith og salgsdirektør Hans Ole Petersen, som repræsenterer sjette (fjerde i virksomhedsregi) generation i virksomheden.
Mange generationer med job på IPA
Virksomheden er kendt for sin store passion for sine medarbejdere. Virksomhedens tidligere, for nyligt afdøde direktør Erik Smith, forklarede det således: »Vi holder gerne længere på vore medarbejdere end måske nødvendigt. Dels har vi sæson-udsving, hvor vi udjævner produktionen med en stor lagerkapacitet, og dels vil vi gerne beholde vore gode folk, så vi ikke i tider med stigende produktion atter skal oplære nye medarbejdere«.
Produktions apparat, der udvikles og fornyes
Den globale konkurrence gør – som for de fleste produktionsvirksomheder – at produktionen af bygningsbeslag mv. til stadighed skal være top-tunet og moderniseret. Virksomheden udvikler, producerer og programmerer selv disse funktioner og maskiner, der er nødvendige, for den aktuelle ekspertise er jo nærmest ved hånden, og skal der justeres eller fejlrettes, har vi alle funktioner inden for huset, påpeger Niels Erik Smith.
Stort lager sikrer stabil produktion og hurtig levering – og »nettet« kommer også med
Som ovenfor nævnt er virksomhedens ganske omfattende lager med omkring 3000 forskellige varenumre en garant for, at sæsonudsving i afsætningen kan udjævnes. Men det store lager af beslag er samtidig en garant for, at langt de fleste beslag kan afsendes med ultra-kort leveringstid. Det er en nødvendighed for vore kunder, og det vil det formentlig være i al tid fremover, siger Niels Erik Smith.
– Vi er jo stolte af vore produkter, og vi ser bestemt gerne, at der lokalt i Danmark som i øvrigt i store dele af Europa, anvendes IPA-beslag. Derfor er det vort kortsigtede mål at præsentere vort produktprogram direkte via internettet, og med ultra-kort levering fra lager, for det er vor klare styrke – rent bortset fra, at man fra vor certificerede produktion altid kan stole på en høj og ensartet kvalitet, understreger Niels Erik Smith.
Fortsat brug for danske varer
Så de globale og ganske store udfordringer, som selv en 150 årig virksomhed må acceptere, dem tager vi op, for der vil fortsat være brug for dansk producerede varer af høj kvalitet – og som vi ofte kan konstatere som en sandhed: I ethvert byggeri (ethvert privat hjem eller enhver virksomhed) omgiver vi os med IPA-beslag. Det kan ikke altid ses eller mærkes, for vore produkter virker bare – og sådan er det jo med de fleste ting: – Vi lægger jo først rigtig mærke til dem, når de ikke virker, lyder det spøgefuldt fra Hans Ole Petersen.
Læs hele artiklen samt virksomhedens historiske baggrund i denne uges trykte udgave af Nibe Avis:
IPA 150 ÅR FREDAG