
- Lørdag, 15. september 2018
Det årlige Vikingemarked i Sebbersund, som normalt afholdes i august, blev på grund af sommerens afbrændingsforbud udsat til den forløbne weekend.
Og lørdag mødte publikum straks fra start frem i stort tal, og besøgstallet holdt dagen igennem, idet der hen over dagen fortsat kom flere gæster til, i takt med, at andre forlod pladsen. Gennem weekenden, som fra vejrguderne blev betænkt med et sommerligt vejr lørdag og en del af søndagen, var der et stort rykind af interesserede.
De mange aktiviteter trak i såvel børn som voksne, og måske særligt i det publikum, som hjemsøger denne form for markeder, hvor der i udstrakt grad produceres husflid af alle slags: I metal, i tekstiler og i skind mv. Under markedet kunne man også besøge nye udstillinger i langhuset, som sidste år blev opført og indviet på netop Vikingemarkedet 2017.
Et særligt indslag i Sebbersund er de bålstegte retter med lam eller gris, som kan suppleres med salat eller drikkevarer, produceret på stedet; f.eks. friskpresset æblesaft eller varm frugtsuppe, kogt på bl.a. æbler, mirabeller, hyben og hyld, og tilsat en række urter mv., som frilufts-kokken samlede på sin vej fra Sebbersund til Vikingepladsen.
Hans Heidemann Lassen giver her opskriften på den serverede frugtsuppe – smagen kan justeres efter behag:
Æbler, mirabeller, hyben og hyld koges sammen og justeres med tilsætning af mynte, citron melisse, rødkløver, røllike og blade af solbær og hindbær. Sødt / surt justeres med honning.
