DcH Nibe slog historisk rekord ved at have 9 ekvipager ude i samme week-end i 4 forskellige discipliner og tog i alt 5 pokaler.

For første gang deltog hundeførere fra agility til landsdækkende konkurrence i Aalborg den forløbne weekend. Her deltog Maria-Louise Bach med Molly og Irma Lahrmann med Raz i begynderklassen, klasse 1. I sidste løb opnåede Irma Lahrmann og Raz en flot 2. plads i klasse 1, mellem. Irma og Raz fik fejlfrit løb, som tæller med i »kampen« om oprykning. Maria-Louise og Molly fik flotte placeringer i klasse 1, lille som nr. 12, 5 og 8 i de første løb.

Samme dag blev der afholdt landsdækkende konkurrence i Rally-lydighed i Støvring DcH og her deltog Nibe med ikke færre end 4 ekvipager i begynderklassen og 1 ekvipage i øvet klasse, og gik derfra med 3 pokaler.

Kurt Sørensen og Kenzo scorede 100 point af 100 mulige og vandt således guld. Derudover fik ekvipagen en oprykning til øvet klasse. I samme klasse indtog Lene Hørup og Nala 2. pladsen med 90 point og Anne-Mette Mørk og Nynne scorede 79 point og fik en 5. plads. Lisbeth Nordentoft og Rosie bestod desværre ikke.  I øvet klasse stillede Anne-Mette Mørk op med Bertha og scorede 77 point, hvilket blev til en 3. plads.

I Hjørring Dch blev der samme dag afholdt landsdækkende lydighedskonkurrence, hvor Dolly Toft og Bibi deltog i A-klassen. Det blev til en 5.plads med 257,20 point. I B klassen deltog Tina Bjørslev med Vilas og blev nr. 12 med 138,20 point.

DM 2. plads til Nibe
Sidst, men absolut ikke mindst blev der i Ribe afholdt Danmarksmesterskab i de nordiske discipliner. Her deltog Kurt Nielsen med Andy i nordisk rundering og fik en særdeles flot 2. plads med 555,25 point. Anden pladsen gav også en plads på landsholdet til De Nordiske Mesterskaber, som bliver afholdt til september med deltagelse af alle de nordiske lande. I år er Danmark vært og det kommer til at foregå i Lemvig.

 

Fra højre Kurt Sørensen og Kenzo. 1. Plads. I midten Lene Hørup og Nala 2. Plads.
Kurt Nielsen og Andy. 2. Plads ved DM I nordisk rundering.