DcH Nibe markerede traditionen tro overgangen til dagstræning i weekenden med Fidusløb.

Skalskoven og træningsbanen var fyldt med hundetrænere og hjælpere, som i det gode vejr stod klar med spændende udfordringer til de fremmødte hunde og hundeførere i Dch Nibe samt deres venner og bekendte. Hunde og mennesker konkurrerede om at finde nedgravede pølser, køre i trillebør, løbe agility, gå rally, samle lækre tyggeben op fra bunden af et fyldt vandfad samt snuse sig frem til hvilken spand, der lå en godbid under.

Efter veloverstået konkurrencer og »godbidder« til menneskerne blev der uddelt præmier. Førstepladsen gik til Lene Hørups hold. 2. pladsen gik til team Bruhn Jørgensen og 3. pladsen fik Lars Raae og familien, alle blev belønnet med en stor sæk foder, den var sponsoreret af Hill’s hundefoder. Derudover blev de øvrige hold belønnet med en gave, som var sponsoreret af Aalborg dyrehospital.

DcH Nibe har hundefører med til Nordisk Mesterskab.
DcH Lemvig var vært ved Nordisk Mesterskab, der fandt sted i weekenden 15.-17.9.17. Her konkurrerede Danmark, Sverige, Norge og Finland mod hinanden. Kurt Nielsen og Andy deltog i rundering og scorede 223,50 point og blev nr. 12.

DcH Nibe sikrer sig 1. og 2. plads i lydighed
Lørdag deltog Hanne Sten Hansen og Troja i venskabskonkurrence i Thyholm og fik en 1. plads i E klassen med 270,25 point.
Søndag deltog Karin Munk og Bosse i landsdækkende lydighedskonkurrence i Hadsten og scorede 171,70 point og fik en flot 2. plads. Det høje pointtal var også sidste oprykning til A klassen.