8. marts i år var mange af Nibe Håndboldklubs ungdomsspillere i Gigantium for at heppe Aalborg Håndbold til sejr, samt deltage i konkurrencen »Årets jubelscene – der går over i historien«.
Mange klubber var mødt frem for at dyste om den gæve titel, men Nibe trak det længste strå, og kunne tirsdag d. 22. oktober byde velkommen til Aalborg Håndbold – det professionelle team, der også bærer titlen som Danmarksmestre og for tiden spiller med i Champions League.

Nibe Håndboldklubs U11 piger fik en hel times træning med 4 af stjernespillerne, nemlig Buster Juul, Mads Christiansen, Benjamin Nielsen og Mikael Aggefors. En oplevelse uden lige og en anderledes træningsaften for disse heldige piger. Efter en times træning var Aalborg Håndbolds mandskab mødt frem til autografsskrivning og holdbillede, hvorefter de sluttede aftenen af med 2 timers træning i Nibehallen.