Havkajak maraton: Nibe Roklubs to stærke hav-racere, Casper Pedersen og Jacob Norris, stillede søndag op i hver sin havkajak i den traditionelle kaproning »Thurø Rundt«, arrangeret af Svendborg Kajakklub. Rammerne var fine, men varmen var på forhånd regnet for en fælles og fæl modstander.

Der var på forhånd spænding om løbet, hvor også en række andre klasser blev gennemført, men for de to Nibe-roere blev det en rigtig god dag, hvor kun den meget stærke islænding Fylkir Sævarsson kunne blande sig i medaljestriden med de to Nibe-roere. 

Resultatet blev dermed efter 20 kilometers roning, at Nibe Roklubs Casper Pedersen vandt det fynske mesterskab i overbevisende stil, i tiden 1 time 42:19 og med 10 minutter til nummer 2, islændingen Fylkir Sævarsson. På 3. pladsen kom Nibe Roklubs Jacob Norris, kun 2:46 minut efter islændingen.

– Det var et varmt og hårdt løb og med pulsen helt oppe. – Jeg havde håbet at kunne slå min evige rival Fylkir, men det skulle så heller ikke lykkes denne gang, konstaterer Jacob Norris, der dog allerede på lørdag møder ham igen ved Vendelboløbet i Aalborg.

Casper Pedersen stiller kommende søndag op ved DM i havkajak, der afholdes i Helsingør. Her skal han forsøge at gentage sin placering som nummer 1 fra sidste års DM race i Nibe. Men det bliver en hård fight, med de stærkeste modstandere i forrige års Danmarksmester Anders Kromann og førnævnte Fylkir Sævarsson.

Casper Pedersen kommer her i mål på førstepladsen.