FODBOLD – SERIE 2

Gudumholm - St. Restrup IF: 1-3 (0-0)

Målscorer: 0-1: Andreas Horskjær, 0-2: William Elkjær, 1-3: Jonas Møldrup

Tirsdag aften i den forløbne uge skulle St. Restrup IF spille en yderst vigtig udebanekamp mod værterne fra Gudumholm. Der er nemlig yderst tæt i tabellen, så både nedrykning og oprykning er reelt en mulighed/trussel for flere af holdene i tabellen. St. Restrup-træner, Michel Valdemar havde til opgøret debutant Jonas Møldrup med på holdkortet. Ydermere måtte St. Restrup-træneren spille ”bredt” i sin trup for at finde de 14 spillere til holdkortet, da flere spillere var forhindret af den ene eller anden årsag.

St. Restrup IF havde overtag i spil og chancer, og omsatte dette til en 1-4 sejr på udebane mod Gudumholm. I billedet er det St. Restrup IF’s Theis Vad i en luftduel mens Lasse Møldrup er tæt der på.

St. Restrup IF startede kampen ganske godt, og satte sig tidligt på opgøret. Spillerne fik flyttet Gudumholm-spillerne, og havde tilløb til et tidligt føringsmål. Men træværket stod i vejen begge gange. Gudumholm havde ikke alverden i kampens første halvleg. Trods spilovertag i opgøret, fra kampens første minut, så måtte St. Restrup IF sande, at der stod 0-0 på måltavlen efter kampens første 45 spilminutter.

Anden halvleg var blot fem minutter gammel, da St. Restrup topscorer Andreas Horskjær sendte bolden i mål, direkte på frispark, til 0-1. Efter 65 minutters spil slap Nicolai Olsen igennem på kanten, og han fandt flot William Elkjær, der sikkert sendte bolden i mål til 2-0. Dette lignede længe kampens resultat, men i overtiden faldt to yderligere mål. Først blev Gudumholm tildelt et straffespark, som de scorede til 1-2 på. Øjeblikket efter lukkede debutant Jonas Møldrup opgøret, da han efter ihærdigt forarbejde scorede til 1-3.

Med sejren kravlede St. Restrup yderligere op i serie 2-tabellen, og der venter nu holdet en spændende sidste del af sæsonen.

St. Restrup IF vandt med 1-3 på udebane mod Gudumholm. I billedet er det St. Restrup IF’s 0-1 målscorer Andreas Horskjær med bolden mens Mads Lynge Jacobsen (nr. 17) og Nichlas Søe Worch ser til.