FODBOLD – SERIE 1

LKB Gistrup - St. Restrup IF: 2-0 (2-0)

Lørdag eftermiddag gæstede St. Restrup IF græstæppet i LKB/Gistrup til et vigtigt opgør. Tabellen begynder nu, med hastige skridt, at snøre til, og begge hold ville med en sejr krybe længere væk fra ”nedryknings-spøgelset”. Efter et lille kvarters spil fik LKB/Gistrup valuta for et flot angreb, og bragte sig i front med 1-0. Efter scoringen var det atter LKB/Gistrup, der forsøgte sig, men St. Restrup IF havde også sine muligheder for en udlignende scoring. I dommerens tillægstid, af første halvleg, bragte LKB/Gistrup sig på 2-0. Et rigtigt ærgerligt tidspunkt, og noget af en dukkert at gå til pause på for St. Restrup IF-holdet.

Anden halvleg var utrolig lige. St. Restrup IF bed fra sig, og LKB/Gistrup forsøgte sig med en skarp defensiv, at holde scoringerne fra målet. St. Restrup IF havde flere gode muligheder, men den sidste skarphed manglede, på en dag, hvor det var mere ”stolpe ud” end ”stolpe ind”. Derfor var det også LKB/Gistrup, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 2-0.

St. Restrup IF-holdet, i serie 1, går nu en meget spændende ude i møde, hvor det byder på to kampe mod hhv. Gundersted og Hornbæk. Der skal nemlig points på kontoen nu, da holdet, med fire spillerunder igen, nu er placeret under nedrykningsstregen.