I den kommnde weekend starter håndboldturneringen på ny i de lokale håndboldhaller. Corona har drillet træningen i opstartsperioden hen over julemåneden og først i dette kalenderår. Trods denne »variabel« har Nibe Avis sat de to førsteholdstrænere, på dame- og herresiden, stævne til en snak om opstarten.

Casper Drensborg, træner Nibe HK serie 1 damer

Casper Drensborg, Nibe HK serie 1 damer:       
Nibe HK’s bedste damehold i serie 1 undgik med nød og næppe nedrykningen, i sidste sæson, til serie 2. Det er træner Casper Drensborg rigtig glad for – for det er holdet bestemt alt for godt til. Dameholdet gik tidligt på juleferie grundet corona, og er først kommet i gang med træningen i uge 1. Her har der været 10 veloplagte damespillere mødt op til en træning, hvor der den kommende tid er fokus på at skabe forøget holdånd og spilglæde ind i den unge trup. Det er ganske naturligt, vurderer Nibe-træneren, da holdet er i en opbygningsfase. Casper Drensborg har op til denne sæson fokus på angrebsdelen, hvor kontraspillet, anden-bølge-spillet, »hurtig midte«, spilåbninger og angrebssystemer skal være med til at bringe Nibes bedste damehold op over de 20 mål kontinuerlig i hver kamp. Forsvarsdelen er der godt styr på, vurderer træneren. Målsætningen for holdet, er, ikke at ende blandt de to nederste i tabellen, men også at udvikle det unge hold, som der har et godt potentiale, slutter Nibe-træneren.    

Lasse Thomsen, træner Nibe HK 3. division herrer:

Lasse Thomsen, Nibe HK 3. division herrer:
Nibe HK’s bedste herrehold har hen over julepausen stået for træningen selv, og det har de klaret godt. Et par enkelte spillere er på vej tilbage, hvorfor Nibe-træneren ser holdet komme styrket ud af julepausen. Der er lagt op til fire træningsseancer inden det første fløjt lyder i turneringen. Det er i sig selv udfordrende, fortæller Lasse, Thomsen hvor trænerne har været påvirket af coronaens drillerier, hvor spillere har været i karantæne mv. Holdet er dog efterhånden så godt sammenspillet, og spillerne kender holdets individuelle styrker og udviklingspotentialer samt det faktum at Nibe-træneren har et godt kendskab til turneringens øvrige hold, gør at holdet nok skal være klar til turneringsstarten i weekenden. Dette positive mix har været holdets force i den første del af turneringen, hvor holdet har vundet flere kampe end forventet. Kampe der har været båret af det træneren kalder den særlige »Nibe-ånd«, hvor der bliver kæmpet for hinanden, igen kamp opgives under vejs og ikke mindst det sociale bånd, der er spillerne i mellem. Der er med andre ord en rigtig god stemning i truppen, som måske ikke er den bredeste trup i 3. division, men en god planlægning af kampprogrammet gør, at Nibe-træneren tror på at holdet kan bide sig yderligere fast, men også være med til at »drille« nogle af topholdene i tabellen.

Nibes bedste herrehold genoptager turneringen med hjemmekamp, i Nibe Idræts- og Kulturcenter mod Fjerritslev lørdag.