FODBOLD – SERIE 1, herrer

Biersted - St. Restrup IF: 0-3 (0-1)

Målscorer: 0-1: Emil Fisker, 0-2: Malthe Kristensen, 0-3: Anders Holt  

Søndag eftermiddag spillede St. Restrup IF på udebane mod Biersted, til et yderst spændende opgør, hvor de med en sejr næsten ville kunne spille sig fri af nedrykningsspillet, og dermed alene kunne fokusere på sæsonenes sidste fem kampe. St.Restrup IF var til opgøret uden karantæneramte Mike Kristensen. Det havde afstedkommet ny formation for St. Restrup IF, som havde udskiftet det vanlige 3-5-2 system med en 4-3-3 formation.

Kampen startede meget lige, hvor St. Restrup IF’s målmand Jens Holt i kampens indledning hev en fænomenal dobbelt redning ud af ærmet. Denne situation fik ”vækket” St. Restrup IF, og de fik efterfølgende mere hånd om kampen. Mod første halvlegs slutning fik Emil Fisker og Patrick -Lindberg spillet gode kombinationer sammen, hvor efter Emil Fisker fra 25 meters afstand sendte bolden op i det ene målhjørne til 0-1. Dette var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg var blot fem minutter gammel, da Malthe Kristensen sendte bolden i mål til 0-2 efter et rigtigt mål efter ”fodboldens ABC”, hvor Patrick Lindberg igen var i oplæggerens rolle. Efter en times spil tog St. Restrup IF definitivt den sidste spænding ud af opgøret, da Anders Holt fra egen banehalvdel tog det lange løb, og endte med at glide bolden i mål til 0-3, på oplæg af Patrick Lindberg – som nu havde assisteret alle tre mål i kampen. 0-3 blev også kampens resultat. Et resultat, der betyder at St. Restrup IF er meget tæt på at være definitivt væk fra nedrykningsspillet, men omvendt også meget tæt på topkampens i puljen. Så der venter de rødblusede St. Restrup-spillere fem spændende sidste kampe i sæsonen.