- Mandag, 17. oktober 2022
FODBOLD – SERIE 1, herrer
St. Restrup IF - Sulsted: 3-2 (1-2)
Målscorer: 1-2, 2-2. 3-2: Patrick Lindberg
Søndag eftermiddag spillede St. Restrup IF på hjemmebane mod Sulsted – sæsonens sidste kamp på Frejlev Stadion, da sæsonens sidste to kampe spilles på andre adresser.
Inden kampen start var der markering af to jubilarer – Theis Vad og Jens Holt havde rundet hhv. 100- og 200 førsteholdskampe i den røde St. Restrup IF-trøje. Der fulgte en erkendtlighed med som Mads Andreasen overrakte på vegne af klubben.
Sulsted IF lagde bedst ud i kampens indledning, og satte hjemmeholdet under pres. Efter 15 minutters spil bragte Sulsted sig på 0-1 efter et omstillingsmål. Efter scoringen kom hjemmeholdet mere med i kampen, og havde et par gode muligheder for at udligne. Dog var det Sulsted, der efter 25 minutters spil kunne fordoble deres føring, da de scorede til 0-2 efter en situation, hvor der fra flere kanter blev appelleret for frispark til St. Restrup-målmand Jens Holt.
Efter en halv times spil fik St. Restrup IF hul på målscoringen, da Mike Kristensen sendte et hårdt skud afsted, som målmanden halvklarede, og Patrick Lindberg var hurtig over returbolden, og sendte den i mål til 1-2. Dette var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg satte St. Restrup IF sig på. Efter 55 minutters spil lagde St. Restrup IF’s Nicolai Olsen bolden til rette for Patrick Lindberg, der sendte bolden i mål til 2-2. Efter scoringen bølgede kampen frem og tilbage. Der var chancer til begge hold for at score et føringsmål, men begge holds målmænd tog flot fra i denne periode. Efter 75 minutters spil faldt kampens afgørelse, da St. Restrup IF’s Patrick Lindberg kronede en flot kamp med sit tredje mål, og bragte St. Restrup IF på vinderkurs, med sit solomål til 3-2. Dette blev også slutresultatet.
Med sejren spillede St. Restrup IF sig aktuelt op på rækkens andenplads med to spillerunder igen.














