- Lørdag, 10. juni 2023
FODBOLD, serie 1
Højslev-Nibe: 1-3 (1-0)
Målscorer Nibe: 1-1 Gustav Hess, 1-2 Gabriel Martinez, 1-3 Markus Adelsen
Kampens spiller: Simon Sørensen med 14 stemmer
Hvilken præstation af hele holdet! Årets bedste indsats på alle parametre uden lige, lyder det fra cheftræneren.
– Vi vinder 3-1 i dag«, sagde cheftræner Allan Carol Nicolajsen i bilen da turen gik til Højslev ved Skive fredag aften.
Reaktion var nøgleordet til kampen. Hvordan ville holdet reagere, hvis det spillemæssigt ikke kørte og ikke mindst, hvordan ville Nibe reagere når/hvis Højslevs brandfarlige offensiv ville score.
Nibe fik den værst tænkelige start. Allerede efter 2 minutter kom Højslev foran, hvor de fik sendt deres lynhurtige angriber i dybden til 1-0. Tidligere ville dette have knækket Nibe, men holdet rystede det hurtigt af sig. De første 20 minutter stod der dog Højslev på det meste, hvor forsvaret Simon, Laurits og Rasmus var på hårdt arbejde. Nibe lavede mange uprovokerede fejl og kunne ikke helt finde rytmen, men spillerne fortsatte konstant med at prøve at arbejde sig ind i opgøret. Men de sidste 25 minutter af første halvleg vendte opgøret fuldstændig på hovedet. Nibe fik bolden på jorden og leverede det ene flotte angreb efter det andet mod Højslevs bagkæde. Gabi og Niels Rise var tæt på et par gange og inden pausen havde Gustav Sløk et brag af en afslutning som ramte stolpen helt oppe i hjørnet.
– Hvis I fortsætter som de sidste 25 minutter, vinder I. »Ét mål, så knækker de”, var ordene fra trænerteamet. De første ti minutter startede dog nervøst, og der var ikke rigtig tempo i opgøret. Men igen fik Nibe arbejdet sig ind i opgøret, hvor de får 2-3 gode angreb sat sammen og så var de i gang igen. Bertil Lasthein fik en bold i dybden og tager flot et træk udenom målmanden men ramte desværre stolpen fra en spids vinkel. Kort efter får Viktor Pilgaard slidt sig igennem til en friløber men målmanden får desværre reddet. Men efter 60 minutter lykkedes det. Niels Rise begår et frispark udenfor feltet. Gustav Sløk sparker et hårdt spark uden om muren, som målmanden halvklarer, hvorefter Gustav Hess følger op til 1-1, hvilket virkelig tændte op i Nibe. De blæste herefter til angreb. Viktor Pilgaard kom frem til endnu en stor chance men målmanden afværgede igen. Højslev fik ligeledes et par chancer på kontra, som Anders Lund flot fik afværget.
I det 80. minut og 2 min utterfrem skete der noget, der sent vil blive glemt. Et øjebliks uopmærksomhed af Nibes forsvar og Højslev havde en friløber ude i deres højre side. Anders Lund går ud imod spilleren, som spiller bolden på tværs til en helt fri Højslev spiller foran mål. Alle på tribunen var begyndt at juble, men en heroisk Simon Sørensen kastede sig på tværs og lavede årets tackling i sidste øjeblik, og der blev jublet af Nibe, som var det et reddet straffespark. Det efterfølgende angreb fik Nibe sendt Viktor Pilgaard afsted i dybden, hvor han blev skubbet i ryggen. Straffe og gult kort for brok.
Gabi scorede sikkert til 1-2. Kort efter fik Højslev endnu et gult kort og så var Nibe 2 mand i overtal stort set resten af kampen. En træt Markus Adelsen blev sat ind til sidst. Der gik ikke mange minutter før han fik en friløber og afdriblede målmanden og afgjorde kampen til 1-3.
Bjarke Skau udtalte efter kampen: »Alle leverer til punkt og prikke. Anders med flotte redninger, Forsvaret kæmper heroisk. Tvillingerne Gus og Gabi sætter tangentstokken og vores indskiftere kommer alle ind og leverer. Årets holdindsats«.
Der venter nu Nibe en finale af en anden verden for at sikre sig playoff-pladsen om endnu en sæson i serie 1.
Søndag den 18/6 kl. 14.30 bedes alle komme på Nibe stadion når holdet møder Dronningborg, lyder opfordringen fra Nibes trænerteam.












