- Lørdag, 27. april 2024
FODBOLD - serie 2, herrer
Nibe B - Valsgaard: 5-2 (1-2)
Mål: 1-1 Gustav Hess, 2-2 Gustav Hess, 3-2 Gustav Hess, 4-2 Kristian Berger, 5-2 Magne Gottenborg
Kampens spiller: Gustav Hess
Til kampen mod Valsgaard IF 83 havde hjemmeholdet iført sig sørgebind for at vise respekt for den nu afdøde Finn Trikker, der i sin Nibe tid lavede et hav af mål for klubben. Derfor var det også kun passede, at Nibe til dagens kamp lavede hele 5 mål.
Kampen startede som en jævnbyrdig affære, hvor hjemmeholdet havde svært ved at finde de gode løsninger i angrebet mod et lavtstående udehold. Derfor kan det heller ikke siges at være ufortjent, da gæstede kom foran efter et hjørnespark. Bolden faldt ned for fødderne af Valsgaards anfører, der resolut bankede bolden ind.
Nibe kom mere på bolden, og efter 37 minutters spil gav det en udligning. Gustav Hess blev flot spillet fri i feltet, hvorefter han i to forsøg fik bolden i nettet. 1-1 skulle dog ikke være resultatet ved pausen, da Valsgaard fik et afrettet skud til at suse i nettet over en chanceløs Nibe målmand. Et mål der potentielt kunne have været annulleret efterfølgende af dommeren for en offside, men dommeren valgte at lade målet stå, selvom linjedommerens flag var oppe.
Nede 1-2 ved pausen blev der lavet justeringer til anden halvlegs start, og der skulle kun gå 8 minutter, før det gav pote i form af mål. Igen var Hess på pletten med en udligning.
Efter den udligning virkede det til at hjemmeholdets hurtige boldomgang drænede Valsgaards spillere mere og mere for kræfter. Derfor var det fortjent, at Nibe kunne tage føringen efter 65 minutter, hvor Hess kunne lave sit tredje mål i kampen.
Herefter virkede det til, at Valsgaard gik helt kolde for kræfter, og efter at Kristian Berger bankede bolden flot i kassen på et langskud til 4-2, var kampen reelt afgjort.
I overtiden sluttede de to unge talenter, August Pilgaard Pinstrup og Magne Gottenborg, aftenen af med et mål til 5-2.
Cheftræner Mick Andersen udtaler: – Til kampen måtte vi undvære en fast starter i hver af vores tre kæder, så det er virkeligt stærkt gået af alle gutterne at tage det mere ansvar og udfylde de rum, som de tre efterlader. Selvom vi har en smal trup på nuværende tidspunkt, er der megen kvalitet blandt de spillere, vi har til rådighed. Igen i dag viser den kommende generation af seniorspillere, at de kan være med allerede. 4 U19 spillere får vi på banen i dag, og der står en hel flok og bakker op på sidelinjen. Jeg tager det som et positivt tegn for fremtiden i Nibe Boldklub. Jeg oplever også en spillertrup i god kondition samt at have hovedet med, når de spiller. Samtidig giver det os mange muligheder, når de ting vi aftaler i pausen at lave om, bliver fuldt op på banen af holdet som en helhed”. Nibes cheftræner slutter med et smil på læben: … og så gør det jo heller ikke noget i dag, at Hess er færdig med at rende rundt i hallen og tage med hænder.
Næste kamp for Nibe serie 2 er en vaskeægte topkamp mellem nummer 1 og 2 i rækken. Den spilles lørdag den 4. maj kl. 13.30 på Nibe stadion. Her håber klubben at se mange fremmødte til en forhåbentlig god kamp.













