- Mandag, 19. maj 2025
FODBOLD – Jyllandsserien, herrer
Nibe B - Jetsmark IF: 4-0 (3-0)
Mål: 1-0 Kristian Berger, 2-0 Gustav Sløk Jensen, 3-0 Gabriel Rask Martinez, 4-0 Magne Gottenborg
Man of the match: Magne Gottenborg.
Søndag eftermiddag stod den på tredje kamp på en uge for Nibe. Da de første to kampe var blevet tabt, så skulle det gerne blive til en sejr i den tredje. Det blev også til en sejr. En yderst overbevisende sejr.
Kampen var dårligt kommet i gang, før hjemmeholdet bragte sig foran. Præcist efter 43 sekunder kunne Kristian Berger trille en retur fra udeholdets keeper i nettet.
Det skulle blive bedre for Nibe allerede efter 10 minutter, hvor en godt spillende Magne Gottenborg tog udfordringen i feltet, hvor han blev nedlagt. Straffesparket blev sikkert udnyttet af anfører Gustav Sløk Jensen, og da en Jetsmark spiller fik brokket sig til et gult kort, kunne Nibe se frem til 10 minutter i overtal.
Det skulle i den periode også blive til 3-0, da et flot opspil endte ved Gabriel Rask Martinez, der udplacerede keeperen. 3-0 til Nibe efter 15 minutter.
Det tog lidt fusen ud af resten af halvlegen, hvor Nibe begyndte at slappe lidt af, hvilket gav udeholdet mere tid på bolden. Det blev dog ikke for alvor farligt foran mål.
Nibe kom ud til anden halvleg med mere energi og løbevillighed, hvilken gav mere tid på bolden, og udeholdet havde ikke det store at skyde med offensivt, så Nibe kørte stille og roligt sejren hjem med god boldomgang. Det blev også til en enkelt scoring i anden halvleg til hjemmeholdet, da Kristian Kierch Pedersen viste et fantastisk overblik og meget uselvisk perfekt lagde bolden på tværs i feltet til Magne Gottenborg, der kunne krone en stor indsats med en kasse til 4-0. Med den scoring kunne Magne Gottenborg ikke komme udenom, at han var kampen spiller, så han måtte hurtigt ringe hjem til mor for at bede om et økonomisk tilskud til indkøb af den obligatoriske kasse øl. Bønnen blev imødekommet.
Træneren udtaler: ’Det er selvfølgelig dejligt at få udbytte af det gode spil i dag. Vi har spille gode kampe tidligere i sæsonen, hvor det ikke lige gik vores vej, så det var fedt. En svale gør som bekendt ingen sommer, så vi skal tage spillet og indstillingen med fra de sidste to kampe, når vi fredag tager til Aalborg Chang for at møde førstepladsen. Gør vi det, så kan vi sagtens spille med om sejren der også. Det er spillerne gode nok til.’ / JS
Næste kamp for Nibe er på udebane fredag den 23. maj kl. 18.30 i Aalborg Chang.













