- Mandag, 16. februar 2026
Med Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmands lap for øjet og kulden i sydvest, blev generalforsamlingen for Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne indledt. 90 medlemmer havde valgt at deltage, og forude ventede en beretning ved formand Peter Stoffersen. Bodil Bundgaard blev valgt, som den sikre stemme til at styre mødets gang.
Peter så tilbage på et aktivt år med både foredrag om Regan Vest i Frejlev kirkecenter, en udflugt til Nordiq/Kramboden i Sønderholm og en efterårsgåtur i Drastrup. Alle arrangementer havde meget store deltagerantal, og det takkede formanden for.
Den samme aktivitet hersker der i Arkivet på Sønderholm skole, hvor der fortsat arbejdes med de over 300 boxe i depotet, og med de frivilliges hjælp hver tirsdag formiddag - forsøges der bl.a. at navnesætte de omkring 19.000 negativer, som stammer fra fotograf Bent Holm Nielsens arkiv. Formanden gjorde også opmærksom på den nye hjemmeside, som så dagens lys i 2025. Den er et besøg værd for alle, og adressen står bag på Bjergposten. Hertil mindede han om, at næste års blad bliver et specielt eksemplar, da foreningen markerer 50-års jubilæet i 2027. Takket være en stor økonomisk støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland er der i årets løb indkøbt nye digitale redskaber til både registrering og scanning, og det forventer foreningen at blive til stor lettelse i det daglige arbejde.
Til slut takkede Peter Stoffersen bestyrelsen for det gode og givtige samarbejde, der altid er kendetegnet for foreningen.
Læs hele artiklen om generalforsamling og foredrag i denne uges trykte udgave af Nibe Avis, som du kan finde på www.nibeavis.dk fra tirsdag kl. 18.00.














