– men aldrig så snart, den første fighterrunde var gennemført, brød solen igennem.

Der var fyldt i Anlægget ved Nørregade i Nibe, da rådmand Tina French Nielsen som første programpunkt fik ordet af konferencier Peter Møller Madsen, og rådmanden lagde en følelsesmæssig tale for dagen, hvor hun bl.a. nævnte fra sin egen verden, at hun mistede begge sine forældre til kræften for omkring 20 år siden.

De første minutter af optakten til Stafet for Livet silede regnen ned, men humøret forblev højt hos alle implicerede.

Tina French Nielsen mindede om, at »intet varer evigt«, og livet får nogle gevaldige knubs, når vi rammes af kræft, og dét er årsagen til, at vi er her i dag. For når vi trues på livet, så rykker vi sammen for at støtte hinanden og muntre hinanden op. For i vores livs kriser, skal vi altid huske at tænde lys for hinanden. Og det er det, Stafet for Livet handler om, sagde hun til den store skare af de i alt flere end 1400 deltagere ved dette års Stafet for Livet Nibe.

– Jeg glæder mig til at se jer ude på ruten – og lad os på den måde gøre hver vort til at knække koden om kræft, sluttede Tina French Nielsen sin åbningstale.

Fitness centret LOOP Nibe tog derefter over for at varme de første deltagere op, her iblandt de mange fightere i gule trøjer, som især har været tæt på sygdommen – og som Peter Møller Madsen sagde i sin optakt: Fighterne er Stafettens æresgæster - ganske simpelt!

Nibe Marineforening fik så opgaven at tælle ned til stafettens start, og dermed blev de første deltagere sendt ud på den godt 800 meter lange rute ved Nørregade og Stadionparken, med Stafettens Fightere i front. Efter første omgang var regnen stilnet af og solen brød igennem. Og aldrig så snart den første omgang var gået, sendte fighterne hver sin gule ballon til vejrs, for på den måde at vise, at »vi slipper kræften fri«.

Stafet for Livet Nibe fortsætter døgnet igennem, og slutter søndag middag.

Nibe Avis opdaterer her på nibeavis.dk og på facebook.

Rådmand Tina French Nielsen åbnede årets Stafet for Livet Nibe.
Stafettens fightere sender balloner til vejrs for at symbolisere, at kræften slippes fri.