Det ambitiøse mål om at nå samme antal deltagere som sidste år er nu indfriet!

Allerede her i år to for Stafet for Livet Nibe kan man roligt konstatere, at arrangementet, der sidste år samlede rekord-agtige 1155 deltagere er kommet for at blive.

Hvis man lige nu (onsdag) tjekker antallet af deltagere, er dette på 1165, og det lover godt, konstaterer John Borg, formand for Styregruppen bag Stafet for Livet Nibe.

Der udfoldes også mange initiativer for at samle penge ind til det gode formål, det jo er at støtte op omkring bekæmpelse af kræft, siger John Borg, og han tilføjer:

– Nu handler det hele jo ikke blot om tal; det handler i lige så høj grad om at støtte hinanden – dels støtte til de, som er eller har været udsat for kræften, enten ved egne oplevelser eller ved nære venners eller families kontakt med sygdommen.

Trav, gå eller løb
Stafet for Livet er ikke et »løb« i traditionel forstand. Langt de fleste går ad den 850 meter lange bane, som har start og mål i Anlægget ved Nørregade, og som forløber ad Anlægget, langs Gl. Stadionvej og Stadionhaven og gennem parken, hvor tidligere Nibe fodboldstadion lå.

Efter krydsning af Nørregade er man atter i Anlægget, og en ny runde kan påbegyndes.

Hver deltager, der er tilmeldt et hold, skal så registrere sin omgang ved at trykke på den tæller, som er tildelt det enkelte hold.

Langt de fleste deltagere går ruten igennem, mens enkelte løber turen. Og alle kan deltage, hvad enten man er »hurtig« på benene eller blot ønsker at gå i sit eget tempo. På den måde kan vi alle deltage og bidrage efter indsats, understreger John Borg.

Højdepunkter at samles om
Undervejs gennem det døgn, som Stafet for Livet Nibe foregår, er der i lange perioder forskellig underholdning, som fremgår af programmet. Her kan man som deltager nyde musikken undervejs, eller man kan stoppe op ved scenen.

Højdepunkterne er – ud over ceremonierne ved start og slut – ikke mindst lysceremonien lørdag aften med efterfølgende fyrværkeri – samt når det lokale kor LandsbyGospel lørdag morgen tidligt synger solen op og alle deltagere opfordres til at synge med.

Søndag morgen byder endvidere på Fightertale ved »Per A« og Linedance v. Ældre Sagen.