Det nyrenoverede Nibe Svømmebad indviet under stor bevågenhed.

Fredag var der dømt indvielse af Nibe Svømmebad, som gennem godt 15 måneder har været under renovering.

Et stort publikum var sammen med repræsentanter for Aalborg Byråd samt sundheds- og kulturforvaltningen mødt op til indvielsen, der til lejligheden blev festliggjort af elever fra Nibe Skole, der som de første sprang i badet som det synlige bevis på indvielsen. De blev suppleret af Nibe Roklubs to roere i havkajak, som demonstrerede dels »grønlænder-vendinger« samt solo- og makker redninger.

Allan Thomsen og Jacob Norris fra Nibe Roklub viste ved indvielsen prøver på dels »grønlænder-vendinger« og som her en makker-redning af forlist makker.

Rådmand for Sundhed og Kultur Mads Duedahl (V) bød velkommen til de ca. 150, der efter en kort rundvisning i omklædningsrum, sauna mv., havde trodset varmen og fugten i svømmehallen.

Mads Duedahl indledte med at trække tiden tilbage til starten på den politiske proces, der efter oplæg fra Aalborg Byråd trak brede spor i den lokale og politiske debat om svømmebadets fremtid. Rådmanden takkede alle for engagementet i debatten og interessen for Nibe Svømmebad, som nu efter 15 måneders byggearbejde fremstår som en helt moderne institution til glæde for alle svømmere.

Rådmand Mads Duedahl - her på på vippen - takkede lokalbefolkningen for engagementet i beslutningsprocessen forud for renoveringen.

Rådmanden understregede vigtigheden af renoveringen ved at nævne, at det nu 50-årige svømmebad har aftjent sin værnepligt, og dels så er anlægget til vandbehandling blevet fornyet, dels er den gamle folkevogns motor, der skulle trække en nød-elgenerator til elforsyning, blevet udskiftet med nyt udstyr, og endelig så var det kommet ham for øre, at »boblen« over svømmebadet, som blev punkteret i januar sidste år, var den sidste af sin slags i Danmark.

– Vi står nu med topmoderne faciliteter og to bassiner – det store til alle svømmere og et lille børnebassin. Og faktisk er der jo fra kanten af børnebassinet den bedste udsigt over Nibe.

Mads Duedahl takkede håndværkere og arkitekt for en god indsats og et blik for at kombinere det nødvendige med det funktionelle og tilsætte Nibes bedste udsigt. Efterfølgende bød Aalborg Kommune på indvielse pølser og lokalt brygget øl til publikum.

Herunder har vi samlet en lang række indtryk fra indvielsesdagen.

En personkreds med indflydelse og medvirken ved renovering af Nibe Svømmebad. Fra venstre bademester assistent Lotte Spliid Poulsen, tidligere bademester Kurt Sauer, bademester Morten Thøgersen, leder af Gigantium Aalborg og dermed Nibe Svømmebad Jørgen Smed, og rådmand Mads Duedahl (V).

Aalborg Kommune fejrer åbningen med gratis entre til svømmebadet nu lørdag og søndag.

wMG06811
wIMG6847
wIMG6855
wIMG6851
wIMG6850
wMG0727
wIMG6863
wMG06671
wMG06581
wMG07151