- Mandag, 6. februar 2023
Hvert år i december står fire lokale foreninger bag en julekoncert i Nibe Kirke: Nibe Handelsforening, Nibe-Vokslev Menighedsråd, Nibe Festival Fonden og Kulturelt Samråd i Nibe.
Formålet med julekoncerten, der sidste år havde sangeren og skuespilleren Kurt Ravn som solist, er flere – nemlig først og fremmest at fornøje de lokale, som køber billet til koncerten med en julekoncert, hvor dels en række af julens melodier bliver fremført af et kendt dansk navn – og i tilknytning dertil får man som regel et udpluk af solistens egne værker.
Et helt andet formål er at glæde, adsprede og fornøje beboerne på plejehjemmet Solsidecentret i Nibe. Her falder der som regel efter hvert års koncert en donation af, som i år blev på 20.000 kr. Donationen var repræsentanter for de fire foreninger bag julekoncerten for nylig mødt op på Solsidecentret for at overrække til Solsidecentrets Venner, hvor foreningens formand Margrethe Staun glædeligt tog imod. Opholdsstuen på Solsidecentret var samtidig fyldt med glade beboere og deres pårørende, som tog del i glæden og der blev sunget en række danske sange.
Margrethe Staun glædede sig på beboernes vegne over donationen, som bl.a. vil gå til besøg af solister, der underholder, når der er samlinger i opholdsstuen. Det er også et stort ønske, at man på et tidspunkt kan tage beboerne med på en udflugt, og den idé arbejder foreningen videre med.
Om kort tid modtager Hospice Vangen i Nørresundby og Kræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital, hver en tilsvarende donation på hver 10.000 kr.
Dette års solister ved den kommende julekoncert blev samtidig afsløret, og det bliver Hilda og Kjeld Heick, som i år gennemfører den sidste runde af deres årlige julekoncerter.













