HÅNDBOLD – 3. division, herrer

Nibe - Hjallerup 33-37 (14-19)

Ved weekendens håndboldkamp mod Hjallerup IF var Nibe en smule favoritter inden kampen, da holdet vandt i Hjallerup i starten af sæsonen og lå lige over dem i tabellen.

Kampen mod Hjallerup skulle dog vise sig at være en rigtig skidt dag på kontoret.

Nibes træner Lasse Thomsen fortæller:

– Vi startede skidt med vores forsvar, hvor der blev alt for mange huller til nemme scoringer og dårlige vilkår for vores målmænd i hele første halvleg. Vi lukkede 19 mål ind og kæmpede meget med at finde løsninger i begge ender af banen.

– Fra starten af 2. halvleg fik vi lidt mere styr på det. Vi fik lukket mere af i forsvaret og fik de afslutninger imod os, som vi ønskede. Desværre ramte vores målmænd heller ikke dagen og måtte lukke alt for mange mål ind.
Og selv om vi et par gange var helt lige med Hjallerup, så var den kollektive off-day bare for tydelig og vi kom aldrig helt ind i kampen.
Undskyldninger var der nok af og dommerne kan vi sagtnes klage over, men vi må bare erkende at det ikke var en acceptabel indsats.

Nu venter Aalestrup på torsdag og Nors på lørdag. 2 kampe hvor der også er fine chancer for point.