Af: Emil Olsen, Aggersund og Helge Christiansen, Farstrup

En stor folkelig opbakning samt en høj grad af politisk interesse og bevågenhed tegner til at sikre et lokalt folkeligt medejerskab til det nye vindmølleprojekt i Nørrekær Enge. 

Det har banet vejen for en rammeaftale mellem Nørrekær Enges Vindmølleforening og Vattenfall, der forventes at sikre lokalbefolkningen vindmøller til en lokal, almennyttig fond, hvis formål er at støtte lokale udviklingsprojekter i lokalområdet omkring Nørrekær Enge.

Herom skriver bestyrelsesmedlemmerne Emil Olsen, Aggersund og Helge Christiansen, Farstrup denne orientering på vegne af Nørrekær Enges Vindmølleforening:

Foreningens overordnede mål er at sikre, at vindmøllerne i Nørrekær Enge kommer alle til gode. De skal være løftestang for lokal udvikling.

Foreningen har derfor gennem det seneste lille års tid i et samarbejde med Lea Vangstrup, Wind People arbejdet målrettet på at finde nogle gode løsninger, hvad angår såvel lokalt medejerskab til møllerne som en finansiering heraf. Det synes vi i Nørrekær Enges Vindmølleforening, vi er ved at lykkes med. 

Wind Peoples indsats i projektet har, ud over at støtte borgerne i Nørrekær Enge, haft til mål at skabe en ny national model for opsætning af landvindmøller, der netop prioriterer det lokale folkelige medejerskab højt for at sikre accept af møllerne.

Der ligger nogle udfordringer og venter i detailplanlægningen, men foreningen har med den rammeaftale, der er indgået med Vattenfall, sikret et godt udgangspunkt for, at detaljerne også falder på plads. Foreningen vil arbejde hårdt for at komme helt i mål hermed og har en forventning om og tro på, at Vattenfall vil medvirke til, at det lykkes.

Nørrekær Enges Vindmølleforening har indledt et samarbejde om finansiering af deres projekt med fonden Green Power Partners II K/S. Om det vil lykkes at blive enige med Green Power Partners II K/S om en finansiering er i sagens natur betinget af en række forhold, som på nuværende tidspunkt ikke er kendt for projektet, herunder ikke mindst den nye lovgivning for støtte til opsætning af vindmøller, som alle i vindmøllebranchen venter på lige nu. Først når den er på plads, vil der igen komme gang i opstilling af vindmøller på land, og først da kan der indgås en endelig aftale om finansiering. Det er dog parternes vurdering, at det er realistisk, at der vil kunne indgås aftale om finansiering, når forholdene omkring projektet kan belyses endeligt.

Green Power Partners beskæftiger sig med investeringer i grøn energi, herunder vindprojekter i Danmark. Selskabets hovedaktionærer er de danske pensionsselskaber AP Pension samt PBU.

Det er umuligt at give et konkret bud på et forventet afkast til lokalsamfundet før den nye lovgivning er kendt. Det vil først kunne gives, når den falder endeligt på plads om forventeligt ikke så længe. I en forventning om, at markedspriserne vil indrette sig efter den nye lovgivning, tror foreningen på et pænt afkast, der vil kunne bidrage væsentligt til støtte for lokale udviklingsprojekter de næste mange år.

Det er med aftalen sikret, at knap halvdelen af møllerne i det nye projekt vil blive på lokale hænder. Dels i form af de 20 %, der lovpligtigt skal udbydes som naboandele, dels i form af møller til lokale lodsejere og endelig i form af møller til en lokal udviklingsfond.

Antallet af møller til den lokale udviklingsfond afhænger bl.a. af, hvor mange møller byrådspolitikerne i de to kommuner beslutter at give tilladelse til, når de træffer beslutning herom i løbet af efteråret.

Nørrekær Enges Vindmølleforening bakker op om grøn energi og har en stor opbakning fra knap 1000 borgere samt 17 lokale foreninger i og omkring Nørrekær Enge.