
- Onsdag, 27. januar 2021
Onsdag i sidste uge kunne Børnehuset Solstrålen i Vokslev fejre ét års fødselsdag, og det blev fejret med manér. Der var lagt rød løber ud til æresgæsterne, børnene, og der var kagemand, disko-fest i hallen – og masser af festivitas.
Grundet hele situationen var al fokus på dem det hele drejer sig om: børnene. Så ingen forstyrrende gæster udefra, og det blev en fest ungerne stadig taler om derhjemme, siger medlem af forældrebestyrelsen Dennis Nørholt til Nibe Avis.
Hektisk start efter friskolens konkurs
– Det første år har været hektisk, faktisk startende en måned før, hvor forældrene brugte deres juleferie på i al hast at få stiftet en forening, få alle tilladelser og formalia på plads, og ikke mindst få fundet de helt fantastiske pædagoger der skulle passe vores børn. Det har været hårdt arbejde, men på når det hele kulminerer på med en så storslået fødselsdagsfest for børnene, har det været det hele værd, beretter Dennis Nørholt.
Børnehuset blev jo hurtigt ramt af forårets restriktioner, men ikke desto mindre har det været muligt at få masser af nye børn til Børnehuset, og bestyrelsen har i perioder måttet overveje, om vi skulle sætte os ind i reglerne for ventelister. Heldigvis har vi kunnet tage imod alle de der ønsker at komme ind indtil nu, og der er stadig ledige pladser i både vuggestuen og børnehaven.
Selvom det intense arbejde i juleferien året forinden blev overstået, har forældrene alligevel måttet lægge meget energi i at få det hele til at køre, men efter at have skiftet udlejer fra en kurator for et konkurs-bo, til at det det er lokalsamfundet der er udlejer, er der kommet mere ro på, og beslutningerne om ønsker til nye tiltag flyder lettere, supplerer Dennis Nørholt.

For at sikre en sund økonomi fra starten, besluttede generalforsamlingen, ikke at ville betale for rengøring i den første tid, og igen måtte forældrene holde for. Status efter det første år er dog, at økonomien ser godt ud, og vi har fået helt fantastiske Adnan fra OP Service i Nibe til at tage sig af al rengøringen, hvilket er noget af en milepæl for de fleste – og så er både service og humøret helt i top fra Adnan og fra firmaet.
Godt fundament
Alt i alt et begivenhedsrigt år, men fundamentet til mange flere af slagsen er lagt, og Børnehuset Solstrålen vil forhåbentlig kunne lægge sine dejlige omgivelser, hallen og faciliteter til rådighed for børnene i Vokslev, Nibe og omegn i mange år endnu, slutter Dennis Nørholt.